VÆKKELSE OG FORNYELSE

Mange bekymrede kristne erkender behovet for vækkelse og fornyelse i dag, men det er tvivlsomt at der kommer en vækkelse, for verdens tankegang er trængt dybt ind i kristne kredse.

Tankegangen er: Du må ikke dømme og kalde synd for synd eller vranglære for vranglære. Du kunne jo komme til at skabe unødig uro, og rive alt det ned vi møjsommeligt har fået bygget op. Lad os beholde det vi har og så pynte det så godt vi kan, og bygge videre derfra. Der er jo så dejlig stor en skare, der kommer til vore arrangementer.  Det må vi for alt i verden ikke risikere at ødelægge!

Hertil vil jeg svare. Lad os se på hvordan Gud arbejder:

Når Gud frelser en synder, så begynder Han med at slå det gamle menneske ihjel og så føder Han et nyt menneske. Vi dør med Kristus, så vi kan genopstå med Kristus.  Gud er ikke ”reparatør”, nej Han skaber nyt!  Den menneskelige metode med at reparere det, der ikke dur fører kun til at vi bygger på et uholdbart fundament, somikke holder, når stormene og Satans rænkespil bryder løs.

Jeg vil lige citere Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.

Og 1. Kor. 10,11: Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

  Det Gamle Testamente er ikke bare skrevet for Israels skyld. Nej, det har hele tiden været Guds tanke at kirken skulle tage ved lære af Hans måde at handle med Israel på.

Det første eksempel på Guds handlemåde, jeg vil anføre fra Det Gamle Testamente er dette:

Inden Gud gennemførte den dom Han havde truet det syndige Judæa med (bortførelsen til Babylon) gav Han dem, en sidste chance for vækkelse. åben din Bibel og læs om kong Josija i 2. krønikebog kapitel 34, eller lyt evt. til Jacob Prasch ved at klikke her

  Alt hvad der var blevet brugt til afgudsdyrkelse blev revet ned og knust, selv knoglerne af de afdøde præster, der havde vildledt folket  blev brændt (et billede på at fællesskabet skal renses for dem, der har lært falsk). Intet af det forkerte fik lov til at forblive!

Det andet eksempel jeg vil anføre er:

3. Mos. 14,34-45: Når I kommer ind i Kana'an, som jeg vil give jer til ejendom, og jeg lader et hus i det land, I ejer, blive angrebet af spedalskhed,   skal husets ejer gå hen og fortælle præsten, at det ser ud, som om hans hus er angrebet af spedalskhed.   Præsten skal give besked om at tømme huset, inden han kommer for at undersøge angrebet, for at ikke alt, hvad der er i huset, skal blive urent. Derefter skal præsten komme og undersøge huset.   Hvis det viser sig, når han undersøger angrebet, at det angrebne sted på husets vægge har grønlige eller rødlige fordybninger, der viser sig at ligge dybere i væggen,   skal præsten forlade huset og gå ud til indgangen og afspærre huset i syv dage.   Den syvende dag skal præsten vende tilbage, og hvis det så viser sig, når han undersøger huset, at angrebet har bredt sig på husets vægge,  skal præsten give besked om at tage de angrebne sten ud og smide dem uden for byen på et urent sted.  Man skal skrabe pudset af overalt inde i huset, og det puds, man har skrabet af, skal man smide uden for byen på et urent sted.  Så skal man tage nye sten og anbringe dem i stedet for de gamle og tage nyt puds og pudse huset.   Hvis angrebet bryder frem igen i huset, efter at man har taget stenene ud, og efter at man har skrabet og pudset huset, skal præsten komme og undersøge det. Hvis det så viser sig, at angrebet har bredt sig i huset, er det ondartet spedalskhed, der er i huset; det er urent.  Huset skal rives ned, og sten, træværk og puds fra huset skal bringes uden for byen til et urent sted.

Spedalskhed er et gammeltestamentligt billede på synd. Huset, der omtales her kan med rimelighed betragtes, som et billede på et kirkeligt arbejde, der er inficeret (mere eller mindre) af synd eller vranglære (vranglære er den værste form, for synd). Huset (det kirkelige arbejde) må ikke fortsat benyttes, hvis det ikke er blevet renset fuldstændigt og aldeles.

konklusion:

Der er ingen grund til at være bange for dem i fællesskabet, der er frimodige nok til at pege på det de mener, trænger til at blive renset ud i fællesskabet, for har de ret, så er det jo om at få renset ud hurtigst muligt, for ikke at fortsætte i noget, der er urent. Har de derimod uret, og fællesskabet rent faktisk er kernesundt, så er der heller ikke noget at frygte, for det sunde kan sagtens overleve uretmæssig kritik. Faktisk siger Guds ord at prøvelse gør stærk, og ligeledes siger Han (ikke bare til individer, men til fællesskaber): 2. Kor 13,5: Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve! Mærker I ikke på jer selv, at Jesus Kristus er i jer? ellers står I ikke prøve.

Hvis vi ikke er villige til at rense den gamle surdej (det, der ikke er 100 % Bibelsk) fuldstændig ud, så kan vi glemme alt om gudgiven vækkelse, for der er så intet tilbage, Han kan velsigne!!