SATANS GAMLE KNEB

Hvad er satans gamle kneb?

Jo det er at lokke kristne tilbage under loven. Det ser vi tydeligt i Galaterbrevet 1,8, hvor Paulus siger om folk, der lokker andre på den galej: Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.

Lutheranere er særdeles opmærksomme på netop dette med at man ikke bliver frelst af lovgerninger, så hvordan lokker man så den slags mennesker tilbage under loven?

  Jo bild dem ind at kirken er det sande Israel!

Det sande Israel skal selvfølgelig have visse ligheder med Israel I Det Gamle Testamente.

Dette får betydning på forskellig vis:

1. man skal have en pendant til det levitiske                   præsteskab, og opbygger så et hierakisk                   præstestyre.

Nu lige en indskudt kommentar:

En læser af denne side har skrevet til mig og beskyldt mig for at sige at Israels præstesystem var hierarkisk opbygget.

Det har jeg jo rent faktisk ikke skrevet! Jeg har kun skrevet at man i kirken ville efterligne Israel, og derfor lavede et system med præsteembeder. Det system man så opbyggede endte med at blive hierarkisk med opdelinger i sogne, provstier og bispedømmer, med biskopper i toppen af kransekagen, altså en form, for hakkeorden, med lægfolket i bunden, i klar modstrid med Jesu ord om at vi alle er brødre, og én er vor lærer (jesus). Dette billede ser vi både i den katolske kirke og i den lutherske folkekirke, og egentlig også i missionsforeninger baseret på luthersk teologi.

For øvrigt: Da Jesus kom til jorden havde præsterne i Israel udviklet sig til noget, som Han havde nogle meget stærke ting at sige om, og det anser jeg personligt  for at være et peshet/pesher eksempel (peshet her er at Jesus taler om skriftkloge og farisæere. Pesher er at Han advarer om det kommende præstestyre i kirkerne) begrebet peshet og pesher  kan du få en forklaring på ved at klikker her.

Vi skal huske 1. Tim. 2,5:For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.

Det  er sådan Gud har forordnet det, og vi  må ikke tillade de gejstlige at putte et led mere ind som formidler (præsteskabet).

Jesus siger blandt andet til præsteskabet:

”Gør bare jeres fædres mål fuldt. Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede”?

Og:

Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.

 Og så den efter min mening værste anklage af dem alle:

Ve jer, I lovkyndige! I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind, og dem, der ville ind, har I hindret i det.

Beretningen  fortsætter så således:

Da han gik bort derfra, begyndte de skriftkloge og farisæerne at trænge hårdt ind på ham og udspørge ham om mange ting, mens de lurede på ham for at fange ham i noget af det, han svarede.

  Da folk havde samlet sig i tusindtal, så de var ved at træde hinanden ned, begyndte Jesus at tale, først til sine disciple: «Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri. Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene.Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere”.

Israels præster holdt altså kundskaben til at forstå Guds ord for sig selv for at sætte sig selv I en magtposition. Nøjagtig det samme ser vi I den katolske kirke, hvor man forbyder lægfolk at studere Bibelen.

  I den lutherske kirke er det ikke lægfolk forbudt at læse Bibelen, men teologerne er eksperter i at udtale sig “med uld I mund” så lægfolk tror at teologerne besidder en mystisk indsigt, som kun de kan opnå, og så opgiver lægfolket ofte selv at forstå Guds ord, og tør slet ikke at gå i rette med teologerne i sager de ser anderledes på eller hvor de føler at Bibelen taler anderledes en teologerne gør.

 2. dette præstestyre skal have en vis magt til at            sætte sine beslutninger igennem, så det skal            samarbejde med de civile myndigheder, der jo          har den udøvende magt. Det betyder I dagens          Danmark at en præst i folkekirken , der                      ændrede lidt I ordlyden I dåbsritualet blev                  trukket I retten i det verdslige retssystem.                  Samtidig kan præster, der benægter Guds                eksistens  unatastet fortsætte I deres embede,          og  der ordineres homoseksuelle præster, selv          om Guds ord lærer os at homoseksualitet er              Guds dom over dem, der tilbeder skabningen            frem for skaberen.           

      I reformationstiden betød det at dem man med          et skældsord kaldte anabaptister                                (gendøbere)havde myndighederne ret til at                henrette og fængsle.I Zürick blev 150                          personer, som ikke ville lade deres børn døbe          henrettet ved drukning, og den tyske teolog              Hans Denck måtte leve en stor del  af sit liv på          flugt fra lutheranske magthavere, fordi han                ikke kunne godkende deres teologi.

 3. Kirken skal have et sæt religiøse ritualer, som          i princippet kun præsterne kan administrere,            og derved opnå et skær af autoritet.                            Ritualerne, som præsterne  administrerer er              dåb og nadver (og selvfølgelig vielse)

Ang. Dåb:

Ritualet dåb anses i den lutherske kirke for at være en kristen udgave af omskærelsen, Dåben svarer ifølge Luther til omskærelsen I Israel. Det forklarer han i sine forelæsninger over 1. Mosebog, som han holdt for de teologistuderende i Wittenberg kort før sin død. Han siger at omskærelsen bragte de omskårne drengebørn i Israel retfærdighed ikke på grund af selve handlingen, men på grund af Guds løfter, men Bibelen siger ikke et ”kvæk” om at jøder bliver retfærdiggjort ved omskærelse. Den siger derimod klart at retfærdiggørelse alene opnås ved tro (det gælder både jøde og græker, for der er ingen forskel), det vil altså sige at Luther lægger noget i teksten, som teksten ikke selv siger klart og tydeligt. Det kaldes gnostisisme. Børn, der døbes I den lutherske kirke anses ligeledes for at være retfærdiggjorte, og en del af ordlyden I dåbsritualet er da også: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse”

Det skal lige nævnes her at man ved den augsburgske fred blev enige om princippet med CUIUS REGIO EIUS RELEGIO ( undersåtterne skal have samme religion, som herskeren). Det gjorde barnedåb til det politiske værktøj, som det også var under romerkirken. Teologerne konstruerede så et teologisk forsvar for princippet og selvfølgelig for barnedåb.

Det er rigtigt at Paulus kalder  dåben for hjertets omskærelse (det er dog vigtigt at forstå den jødiske baggrund, som er  at omskærelse altid har symboliseret hjertets omskærelse), men intetsteds siger Bibelen direkte at ethvert spædbarn bliver født på ny ved dåben. Når Paulus taler om dåb tænker han helt klart på dåb af mennesker, der har bekendt deres tro, Vi har for eksempel situationen  med Filip og den etiopiske hofmand her i Ap. ger. 8,36-38: Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.«  Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham.

Han blev altså døbt på sin bekendelse af tro.

Hvis dåb uden forudgående sand omvendelse var en vej til frelse ville Bibelen have lært dette lige så klart, som den lærer at troen på at Jesus er Kristus er vejen til frelse, og Apostlenes gerninger ville have vist soleklare indiskutable eksempler på barnedåb. Ikke bare udtalelser, som "hele hans hus blev døbt", hvor man bare kan gisne om alderen på det yngste medlem af husstanden.

Ang. Nadver:

I Israel under den gamle pagt foretog præsterne dagligt ofringer, hvor de frembar blod af forskellige offerdyr. Disse ofringer var ifølge Hebræerbrevet ikke tilstrækkelige, men var symboler, der pegede frem imod det fuldkomne offer, som er Jesu blod.

   kirken har aldrig benyttet sig af dyreofringer, men i stedet indførte man noget andet: Det gamle hedenske ritual med at spise den gud man tilbeder!

    Den katolske kirke gør det på den måde at præsten løfter brødet og vinen op og siger ”hoc est corpus neum”(som i folkemunde blev til hokus pokus), og så påstår de at brødet og vinen bogstavelig talt bliver til Jesu legeme og blod (det kaldes transsubstantion. Sådan siger den lutherske kirke ikke. Her siger man idet man skænker vinen og overrækker oblaten: ”dette er Jesu blod". Og "dette er Jesu legeme” og så hævder man at brødet og vinen på én og samme gang er Jesu kød og blod og brød og vin.  ( det kaldes konsubstantion)

Både katolikker og lutheranere dyrker altså et gammelt hedensk ritual med at spise guden, selv om Jesus i Johannes evangeliet Kap. 6 klart siger at det fysiske brød intet gavner, men at det drejer sig om at spise Hans ord i tro.

 KONKLUSION:

Både den katolske og den lutherske kirke er altså tilbage under loven med al dens religiøsitet.

Det var Guds plan at den nye pagt skulle være anderledes end den gamle ifølge Jer. 31,31-35:Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren! For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

med men både den katolske og lutherske kirke har holdt fast i  at bruge religiøsitet, som et magtmiddel

Vi må huske  1. Pet. 2,5: og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.

 Alle, der er født af Gud er præster på lige fod (hvad enten de er ordinerede eller ej). Vi er nemlig ikke under loven længere, og hver enkelt kristen er ansvarlig for sig selv, og vi må være, som jøderne i Berøa, der på egen hånd undersøgte om Paulus' forkyndelse var bibeltro: Ap. ger. 17,11: Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.