OM SAKRAMENTER

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

OM SAKRAMENTER


Sakramenter er en katolsk opfindelse, og for helt at forstå hvad det er, må man sætte sig lidt ind i katolsk teologi: Sakramente betyder egentlig ”nådemiddel”, men for at forstå hvorfor man opfandt begrebet nådemiddel må man forstå  nogle ting om katolicisme: Da kirkefaderen Hieronymus’ sammenføjede nogle tidligere oversættelser af Bibelens originalskrifter til latin blev det til Vulgata, som  endte med at blive den katolske kirkes officielle bibel. Her blev det græske ord metanoia (omvendelse) forkert oversat til at betyde bodsgerning. Så når Jesus i Mark 1,15 siger: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« blev det til at man skal gøre bod for sine synder og så tro på evangeliet.  

Frelse ved tro på at Jesus er Messias (Kristus) eksisterer ikke i katolsk teologi.


Et af de katolske sakramenter er skriftemålet, hvor man bekender sine synder over for en præst, som har et katalog over hvilke synder mennesker kan begå, og hvilke bodsgerninger, der kan ”udligne” de forskellige synder, og når man så har bekendt sine synder for præsten, får man at vide hvilke bodsgerninger man skal udføre for at ophæve synderne. Det kan være at bede nogle bestemte bønner, eller for eksempel at tage til et af de steder hvor jomfru Maria ifølge katolsk tradition har vist sig i historiens løb, så der der på stedet er rejst en statue af hende, og man skal så gå på sine knæ en vis distance hen til statuen og kysse hendes fødder. Man kunne så få den tanke at nåden ikke findes i katolsk teologi, men det gør den på den måde at Jesus har købt nåde med sit blod på korset, men den nåde kan man kun få del i ved enten at bede Jesu mor [himmeldronningen/Guds moder (Jomfru Maria)] om at gå til Jesus og bede om nåde til én, Pave Poul den anden havde, som førsteprioritet at få folk til at tilbede jomfru Maria, og han sagde desuden:

"hvis du ønsker tilgivelse for dine synder, skal du ikke gå til Jesus, men komme til mig."

ellers man kan få tildelt nåde i portioner via nådemidlerne (sakramenterne), hvoraf barnedåb, skriftemål og det at spise Jesus i eukaristien (nad-veren), hvor præsten bogstavelig talt forvandler vin og brød til Jesu blod og legeme)) er meget vigtige. Hver gang man deltager i et sakramente reduceres tiden man skal opholde sig i skærsilden lidt, men ingen kan fortælle hvor længe man skal opholde sig i skærsilden. Den dag i dag holder man messer

(med nadverfejring) på vegne af fortidens paver for at hjælpe dem ud af skærsilden.


Jeg tør godt påstå at sakramenttanken er meget fremmed for det bibelske budskab.

Alene det jeg har skrevet her ovenfor, bør være nok begrundelse for min påstand,

Derudover er der

5. Mos. 4,15-17:Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden.  Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form, i skikkelse af mand eller kvinde, i skikkelse af noget som helst dyr på jorden


Og 5. Mos. 12,29-31:Når Herren din Gud udrydder de folk, hvis land du drager ind i for at drive dem bort foran dig, og du får dem fordrevet og bosætter dig i deres land, tag dig da i agt, at du ikke lader dig forlede til at gå i deres spor, efter at de er blevet udryddet foran dig; spørg ikke: »Hvordan dyrkede disse folk deres guder? Jeg vil gøre det samme.«  På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud.

 

Vi må ikke tilbede/dyrke Gud via stedfortræder i form af noget der er lavet af menneskehænder, eller ved ritualer, som er kopi af ritualer, som hedninger dyrker deres guder med.

En lang række hedenske religioner bruger det at bage brød, som de spiser som værende deres gud.


Vi læser i Jer. 7,18-20:Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.  Men er det mig, de krænker? siger Herren. Nej, det er sig selv, og de skal komme til at rødme af skam.  Derfor siger Gud Herren: Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted, mod mennesker og dyr, mod markens træer og jordens frugt; den skal

 brænde og ikke slukkes.

 

Offerkager til himmeldronningen!!

Semiramis i Babylon blev kaldt himmeldronningen! Moder-søn religionen findes i mange afskygninger. Den startede med Semiramis og hendes søn Nimrod i Babylon og nåede ad flere veje bl. a.via Iris og hendes søn Achilleus i græsk mytologi til romersk katolicisme, med Jomfru Maria  (himmel-dronningen) med Jesusbarnet , hvor man siger at Jesus skal genofres ingen og igen  ingen ved hvor mange  gange ved at man spiser Ham ved nadverhandlingene.

   Gud hader religiøsitet og kræver at vi tilbeder Ham i ånd og sandhed derved at Helligånden vejleder os til at leve af og forstå sandhedens ord (guds ord).

Matt.4,4:  ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. «


Jamen sagde Jesus ikke "Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer."?

Jo det sagde Han, men gik så videre med at forklare at Han er det brød (Guds ord), der kom ned fra himlen, og at det vi skal leve af er Guds ord. Jesus bruger her (som altid) Midrash når Han underviser: Han bruger fysiske ting og hændelser, som billede på det åndelige.

Akkurat, som vort stofskifte bevirker at fysisk mad bliver en integreret del af vort fysiske legeme og er med til at styrke det og opbygge det, således skal vi indtage Guds ord, så det bliver en fuldt integreret del af os selv til åndelig styrkelse og opbyggelse.

Jesus sagde om sig selv at Han var det brød, som kom ned fra himlen og gav evigt liv, og sammenligner sig med noget andet ”brød” som kom ned fra himlen: Mannaen i Ørkenen som de spiste og alligevel døde. Fysisk brød giver ikke evigt liv, det gør Guds ord, som vi skal spise.


Ez. 3,1-2:Så sagde han til mig: »Menneske, spis det, du ser her! Spis denne rulle, og gå så hen og tal til Israels hus.«  Jeg åbnede munden, og han gav mig bogrullen at spise.




Til sidst et ord om tilbedelse via stedfortræder:

Åb. 10,10-11:Jeg modtog bogen af englens hånd og slugte den. I min mund var den sød som honning, men da jeg havde slugt den, var den bitter i min mave.  Og der blev sagt til mig: »Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger.«

 Guds ord skal først spises, og så kan vi gå ud og forkynde og gøre Hans gerning. Det er det Jesus mener med at spise Hans kød og drikke Hans blod, for Har er Guds ord, der blev menneske og dermed  kød og blod.

På det her sted i artiklen vil jeg gerne henvise til en undervisning af Jacob Prasch med titlen ”hvis i ikke spiser dette kød” den undervisning kan du se ved at klikke her.

Jeg gentager/understreger:

Joh. 4,24: Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«

Gud "gider" ikke død religiøsitet!

 Indtil videre har jeg hovedsageligt fokuseret på sakramentet nadveren, men Katolikkerne har 7 sakramenter: Eukaristien (nadveren), Dåben, firmelsen (konfirmationen), Skriftemålet, De syges salvelse, Ægteskabet og Ordinationen.

 Alle hedenske religioner har det til fælles at de dyrker religiøsitet. Sand kristendom er ikke en religion, og en der forklarer dette virkelig godt er Jacob Prasch. Hans forklaring kan du se ved at klikke her.

Religiøsitet hører simpelt hen ikke hjemme i kristendom.

Kristendom er nemmelig en personlig relation mellem 2 personligheder:  Det genfødte menneskes ånd og Gud, som er ånd.

I alle tilfælde af falske og hedenske religioners gudsdyrkelse ser vi at religiøse ritualer spiller en dominerende rolle, og Den slags advarer Biblen kraftigt imod. Som vist ovenfor forbyder Gud at dyrke Ham på den måde hedningerne dyrker deres falske guder på. Hver gang den slags sniger sig ind i kirken må vi sige klart fra, og så er det for øvrigt ligegyldigt hvor fromt og godt det får et menneske til at føle sig. Grundteksten til Filipperbrevet 1,9 fortæller os at agapekærlighed består i bedømmelse baseret på indsigt i Guds ord. Det er det Gud længes efter at se hos os. Ikke at vi er trofaste til at dyrke religiøse ritualer.

 Men Gud indstiftede jo en hel del religiøse ritualer, som jøderne fik strenge ordrer om at overholde,

så hvordan hænger det sammen?

Jo disse ritualer havde et ganske nøje formål: At belyse læremæssige spørgsmål og bestemte ting i den nye pagt, som som jo er opfyldelsen af den gamle pagt:

Jer. 31,31- 33:Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren.   Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Bemærk her at den nye pagt indgik Gud ikke med kirken, men med sit folk jøderne (antropologiske efterkommere af Abraham).

Et eksempel på ritualer Gud indstiftede er dyreofringerne, som alle symboliserer Jesu offergerning på korset. Disse ofringer overholdt jøderne meget samvittigsfuldt, men på et tidspunkt, da over-holdelsen af disse ofringer var blevet til døde ritualer (religiøsitet) for jøderne sagde Gud sådan i Hos. 9,4-6: Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim(Efriam betyder ”to gange kaldet” og er en bibelsk betegnelse for de 10 nordlige stammer, som også kaldes Israel), hvad skal jeg gøre med dig, Juda? Jeres troskab er som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug.  Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne, dræber dem med min munds ord. Min dom bryder frem som lyset.  Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.

Det er så dejlig ”nemt” at dyrke Gud igennem religiøsitet hvad enten det er dyreofringer, eller at tænde stearinlys i kirken, eller gå til alters. Det Gud ønsker at se hos sine børn/sit folk er hjertets troskab, og kundskab om Gud,  

 1. Mos. 1,16-17:Israelitterne skal holde sabbatten, så de fejrer sabbat slægt efter slægt som en eviggyldig pagt. Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.


Og 5. Mos. 5, 14:men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse, dit æsel eller et hvilket som helst af dine dyr, og heller ikke den fremmede i dine byer; din træl og din trælkvinde skal hvile ud ligesom du selv.

 1. Mos. 30, 7-8:Aron skal brænde vellugtende røgelse på det; hver morgen, når han gør lamperne i orden, skal han brænde det, og når Aron sætter lamperne på, lige inden mørket falder på, skal han brænde det, et dagligt røgelsesoffer for Herrens ansigt, slægt efter slægt.

 Men så siger Gud i

Es. 1,13-14:Bring ikke flere tomme afgrødeofre, røgelsesoffer væmmes jeg ved. Nymånedag og sabbat, festforsamling – jeg kan ikke udholde festdag og ondskab;  jeg hader jeres nymånedage og fester, de er blevet en byrde jeg ikke kan bære.

Religiøse handlinger har det med at blive døde ritualer og religiøsitet, og den slags hader Gud. Han indførte dem kun fordi de skulle kaste lys over læremæssige ting, der har med det åndelige at gøre, det pointerer Paulus i

Kol. 2,16- 23:Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.  Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus.  Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.  Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden:  Tag ikke, smag ikke, rør ikke!  – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære.  Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.

 Til slut gentager jeg lige én gang til: Gud ønsker at blive tilbedt i ånd og sandhed (kundskab om Ham). Ikke med religiøsitet!!

I hebræisk tankegang er det sådan at det at knæle ned symboliserer tilbedelse, så det at knæle ned foran en ting er at tilbede tingen. Besøger du en katolsk kirke vil du der se en monstrans, hvori man kan placere en oblat, som en præst har sagt indvielsesordene over og derved forvandlet den til hvad man mener bogstavelig talt er Jesu legeme, og her kan du så se folk ligge på knæ og tilbede denne oblat i troen på at de derved tilbeder Jesus.

Alle folkekirker jeg har besøgt, er udstyrede med et alterbord, hvor man ved slutningen af gudstjenesten inviterer folk op for at ligge på knæ foran vinen, når den bliver øst op under udsigelsen af ordene ”Dette er Jesu Kristi blod”. Jeg har mødt en del lutheranere, som tror de får deres synder tilgivet ved altergangen, men Bibelens budskab er at det er ved genfødsel (syndserkendelse og tro) at man bliver retfærdiggjort.