HVORDAN HAR DU INDRETTET DIN TILVÆRELSE?

Vi kender alle lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus siger således et sted i lukasevangeliet: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.  Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.  Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.  Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.  Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.  Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.

Jeg er så heldig at være pensionist, så jeg kan bruge min dag, som jeg vil, men jeg kender ægtepar (også kristne) hvis dage er så nøje planlagte at de ikke har mulighed for at følge en indskydelse i løbet af dagen, og bruge en halv time på noget de ikke har planlagt længe i forvejen.

Hvis Samaritaneren, som Jesus her fortalte om havde været en af disse moderne mennesker, med karriere, villa, volvo og vovse og ikke mindst børn, der i dag jo på det nærmeste er prestigeprojekter, som skal bæres rundt fra den ene aktivitet til den anden. Så ville han på grund af stram tidsplan ikke kunne have hjulpet den nødstedte.

Det er et godt spørgsmål om i hvor høj grad vi der kalder os Jesu efterfølgere skal ligge under for tidens krav om hele tiden at være med i ræset. Jeg kan godt tænke mig at konstant optagethed af denne verdens gøremål måske er en af Satans listige redskaber til at hindre os i sådan for alvor at være lys og salt, sådan som Jesus jo ønsker vi skal være. Jeg er ikke blind for at mange unge ægtepar mere eller mindre uforvarende har sat sig i en situation, hvor de rent økonomisk ikke ser nogen mulighed for at bryde ud af spændetrøjen, men til dem vil jeg sige: for Gud er intet umuligt. Hvis man oprigtigt beder Gud om hjælp til en tilværelse, hvor man kan tage tid fra til uegennyttigt at være noget for sin næste, så beder man en bøn efter Guds hjerte, og selvfølgelig vil Han hjælpe til med dette!  Han siger nemlig i sit ord: ”en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt”. Med at være noget for sin næste mener jeg ikke bare det at putte penge i bøssen, når der er indsamlingskampagner, nej jeg tænker lige så meget på det at tage tid af til dem, der har behov for en snak, eller måske en hjælpende hånd med et eller andet. Se for eksempel samaritaneren: Han kunne have sagt til værten på herberget: ”Hvis du vil forbinde den nødstedte mand, der ligger såret der, og der, og fragte ham til dit herberge og give ham husly, så betaler jeg for dit tidsforbrug plus de udlæg du har”. Nej, han ”smøgede ærmerne op” og gjorde en praktisk indsats, og afbrød sin rejse længe nok til at få alt klaret og tilrettelagt, og han vendte endda tilbage dagen efter og fulgte sagen til dørs. Jesus vil helt sikkert lære os disse ting med beretningen her, selv om den blev brugt til at vise farisæeren noget om hvem vores næste er.