DEN FORTABTE SØN

 da Jesus skulle forklare hvorfor Han havde fællesskab med syndere  og toldere fortalte Han nogle lignelser, for at vise den glæde Gud oplever ved at en synder omvender sig. En af disse lignelser kan vi læse i Luk. 15, 11-32:»En mand havde to sønner.  Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.  Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv;  og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.  Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin,   og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.  Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.  Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.  Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

 Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.  Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.  Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne,  og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. 

For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans,  og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind.  Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. 

Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Disse 2 brødre var meget forskellige. De havde begge personlighedsproblemer:

den ene vægtede sikkerhed frem for personlig frihed og stillingtagen. Bekvemmelighed var hans gud, og han elskede først og fremmest sig selv

den andens problem var kærlighed til penge og den livsstil penge kunne købe ham, men for ham gjaldt det, der gælder alle: Gud bruger ofte det for at kalde dem til omvendelse at kaste folk ud i problemer de ikke kan klare sig ud af ved egen magt, og denne søn reagerede så på den måde Gud elsker, nemlig at han forholdt sig faktuelt til fakta og indså at han ikke kunne klare sig selv eller ved venners hjælp, og at den eneste, havde magt til,  ogelskede ham nok til, at hjælpe ham ud af suppedasen han selv havde bragt sig i var hans far, og da han vendte tilbage til sin fars ejendom var det faderen og ikke broderen, der løb ham i møde. Broderen havde nok i sig selv og sin egen retfærdighed, og hans ego var for stor til at han kunne deltage i  faderens begejstring. over broderens frelse, for den hjemkomne bror var den eventyrlystne type, som havde sat trygheden under faderens tag på spil,  og sat alt over styr, og var ret beset en fiasko, men han havde nu erkendt sin synd, og havde vendt sig til faderen, som den, der kunne frelse ham. Hans frelse bestod ikke i at blive, som sin bror, men i at overgive sig til faderen og bekende sin synd. Vejen til frelse starter med at forholde sig faktuelt til fakta, og erkende hvem man selv er. Ikke nødvendigvis med et religiøst følelsestrip af en eller anden slags. Gud kan godt leve med at en person forvilder sig væk, når han bare er villig til at reagere rigtigt på Guds kald til at se realiteterne i øjnene. Faktisk favner Gud den slags mennesker, for de ender måske med at blive de stærkeste vidner, og de mest effektive menneskefiskere, for de har oplevet både at være fortabt og frelst, og er ikke som broderen, der blev hjemme mere eller mindre fortabt i sin egen retfærdighed.