HOS GUD ER DET ENTEN ELLER!

Jesus siger i Luk 11, 23: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Artiklen her er inspireret af en samtale jeg havde med min fireogfalvfemsårige mor, der altid har bekendt sig, som en kristen. Hun spurgte: hvilken kirke/hvilket fællesskab kommer du i?

Mit svar var: Jeg ville gerne komme et sted, men kommer ingen steder, for jeg har prøvet mange steder, og hver eneste sted erfarer jeg at forkyndelsen ikke alene er Guds ord, men at der er iblandet menneskelære, og blander man forkyndelsen af Guds ord med menneskelære, så forkynder man en anderledes Jesus, hvilket jo i realiteten er en afgud. Vi kan læse i 1. Kor. 5,11: Hvad jeg skrev til jer, var, at I ikke må have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver. I må heller ikke spise sammen med sådan en. Og tilbage i vers 6 i samme kapitel står der: Jeres stolthed klæder jer ikke. Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?  Hvis man sidder under forkyndelsen af en anderledes Jesus uden at tale imod det, så beskylder Gud én for at være stolt.  Derfor har jeg altid talt imod falsk forkyndelse når jeg har mødt den, og gør man det finder man hurtigt ud af at man ikke er særlig velkommen i det fællesskab. Da jeg forklarede mor dette, reagerede hun, som stort set alle gør: Hun beskyldte mig for at anse mig selv for at være bedre end andre, men naturligvis gør jeg ikke det. Jeg må sige med Paulus: Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde.

Jeg stiller dog det krav til mig selv og i øvrigt enhver der kalder sig en kristen, at vi i et og alt giver Guds ord ret i alt det siger, og ret til at dømme mig og mit liv. Jeg kan acceptere at en der har navn af broder falder i synd, men jeg kan ikke acceptere at vedkommende ”bøjer” Guds ord for at retfærdiggøre den synd vedkommende er faldet i, og jeg håber inderligt at jeg aldrig selv vil ende op med at gøre det.

Gud hader uærlighed og løgn, og Han straffer dem, der ikke tager imod kærlighed til sandheden ved at sende vildfarelsens magt over dem, så de går fortabt. Det kan du læse om ved at klikke her.

"Jamen, hvis du ikke kommer i et fællesskab, går du jo hen og bliver en særling".   Det kan der nok være noget om, men jeg vil hellere leve, som en særling indtil Gud tager mig hjem end opdage, når jeg er kommet hjem i Guds rige at jeg i al evighed må leve uden den løn jeg kunne have opnået.

   Her tænker jeg på budskabet i 1. Kor. 3, 12 - 15: Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er.   Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.

Apostlenes gerninger viser os et eksempel på 2, der ønskede at være en respekteret del af det kristne fællesskab, og som troede at Gud ikke er så nøjeregnende. Jeg tænker på Ananias og hans kone. Vi kan læse om dem i Ap. Ger. 5 1-11: Men en mand, der hed Ananias, og hans kone, Safira, solgte en ejendom,  og med sin kones vidende stak han nogle af pengene til side og kom kun med en del af dem og lagde dem for apostlenes fødder.  Da sagde Peter: »Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet for Helligånden og stukket nogle af pengene for jorden til side?  Var jorden ikke din før salget? Og havde du ikke rådighed over pengene efter salget? Hvordan kunne du finde på at gøre dette? Det er ikke mennesker, men Gud, du har løjet for.«  Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og udåndede; og alle, der hørte det, blev grebet af stor frygt.  Men de unge mænd rejste sig, svøbte et klæde om ham, bar ham ud og begravede ham.  Omkring tre timer senere kom Ananias' kone ind uden at vide, hvad der var sket.  Peter spurgte hende: »Sig mig, var det den pris, I solgte jorden for?« Hun svarede: »Ja, det var det.« Da sagde Peter til hende: »Hvorfor er I dog blevet enige om at udæske Herrens ånd? Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud.«  I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede. Da de unge mænd kom ind og fandt hende død, bar de også hende ud og begravede hende ved siden af hendes mand.  Og hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt.

Jeg vil slutte med dette bibelcitat, for det siger alt i sig selv om resultatet af  at gå på kompromis med sandheden.