I år 2000 blev jeg ramt af apopleksi og blev derfor førtidspensionist. I dag er jeg folkepensionist, men jeg har altså nu oplevet godt og vel 20 år, hvor jeg ikke har skullet gå på arbejde hver dag for at få tag over hovedet og mad på bordet. Det har givet mig tid til at tænke en del mere over hvad Gud viser os end jeg før har gjort. Jeg vil indlede med et billede, som kan hjælpe mig at forklare senere hen i artiklen: Alle farver fremkommer ved at blande grundfarver på den rigtige måde. Det er begrænset hvad jeg ved om lige det med farver, men jeg mener at vide at hvis man blander blåt og gult, så får man farven grøn, og alt efter blandingsforholdet kan man få forskellige nuancer af grøn. Min far var søndagsskolelærer, og søndag efter søndag sad jeg under hans undervisning. Hans og min mors forståelse af Gud, var dog desværre ikke på et højere niveau end den undervisning man giver børn, og det blev min arv: En Gud, som er en blanding af det Bibelen lærer. Nemlig en Gud, der er en person i hvis billede vi er skabt (en personlighed med ånd sjæl og legeme) og så en usynlig lidt mystisk Gud (mystisk fordi vi ikke kan se Ham), det at Han i grundteksten til Es. 1,18 siger ”kom lad os ræsonnere med hinanden”, altså at Gud mere taler til vores forstand end til vore følelser, det var en side af Gud, som jeg aldrig blev vist. At Gud er sådan, understreges yderligere af ordene i Rom. 1,20 -21:For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning.   For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. Der er så mange ting i skabningen, der klart forkynder hvem Gud er at det næsten ikke er til at komme uden om hvis man betragter det med et åbent sind, og bruger den forstand Gud har udrustet os med på redelig vis. En anden ting er det faktum at Gud på forhånd har fortalt os hvad der kommer til at ske, som Han siger her i Es. 46,10:Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Gud hader religiøsitet og mysticisme, som hedenske religioner jo er fyldt af, og hvis vi blander mysticisme ind i vort Gudssyn, så går det stort set altid galt, for mig personligt fik det i mine yngre år den effekt at det var lidt pinligt for mig at bekende sig som en kristen, for man blev betragtet, som værende overtroisk, og det eneste jeg kunne sige i forsvar  til mine kammerater var ” prøv bare at tro, det kan der jo ikke ske noget ved, og du vil ende op med at blive glad for det” Da jeg som 19-20 årig startede studiet på DTU (DTH hed det den gang) blev jeg næsten omgående involveret i KFS arbejdet (kristeligt forbund for studerende), og deltog i alle KFS fredagsmøderne på Københavns universitet, og kom derved i kontakt med en del personligt kristne, som læste teologi, og selv blandt dem og i KFS ledelsen  var gudssynet iblandet en del mysticisme. Derfor er det vel ikke så underligt at flere af disse senere endte med at falde for katolicismens løgn, som jo bygger stærkt på mysticisme.

Og i andre kredse har vi set hvordan den såkaldte torontovelsignelse, som er en blanding af kristendom og hinduisme fordærvede alt. I dag ser Jeg Gud som en Person med ånd (Helligånden) sjæl ( personlighed) og legeme (Jesus), som er almægtig og uendelig herlig (Herlig på den måde at Han er i stand til på én gang at være 100 % i alle sine egenskaber – selv der hvor egenskaberne synes at konflikte indbyrdes) Gud kan altså fortsat være 100 % retfærdig og hellig selv om Han tilgiver os vor synd. Det kan Han fordi Han selv bar den straf, som vi fortjener. Gud ville ikke længere være 100 % retfærdig hvis han vendte det blinde øje til vores synd, og bare lod stå til! Og jeg ser Gud som en Skaber, der har skabt alt på en  sådan måde at det er rationelt bygget op. Derfor kan  skabelsen forstås ved  rationel tænkning. Det var den opfattelse, der motiverede moderne videnskabs fædre, som Galilæa, Kepler, Newton og Kelvin til at kaste sig ud i arbejdet med at forstå og beskrive naturlovene. Når vi forkynder Gud for andre mennesker, kan vi derfor punkt for punkt beskrive Gud, som slet og ret sandhed ( altså en fortælling om virkeligheden, som den kan demonstreres at være). Vanskeligheden ved at forklare Gud på den måde i dag er den at det er lykkedes denne verdens gud (Satan) at få folk til generelt set at lægge  forstanden til side og kun opfatte alt via følelser og abstraktioner, så i dag er det næsten umuligt at bruge logik til at overbevise folk. Mit indledende

 billede med blanding af grundfarver for at frem-stille en anden farve gav jeg for at sige at  der i stor udstrækning er sket det med Gudssynet i kristne kredse at Bibelens præcise og nøgterne beskrivelse af Gud er blevet iblandet mysticisme,  og derved er der blevet skabt en gud, som for nogle ser ud til at være Bibelens gud, men faktisk er en afgud, og denne afgud vil føre folk ud i fortabelse i stor stil i den kommende tid, hvor kirken ifølge Daniels bog og det Jesus selv sagde om endetiden vil blive prøvet på en særlig måde. At Gud er, nøgtern og logisk, og viser sig for os på den måde som jeg her beskriver har jeg lagt en del arbejde i at beskrive på hjemmesiden hvordan-gik-det-til.dk, og her vil jeg særligt henvise til undersiden ”De er uden undskyldning”, som du kan komme direkte til ved at klikke her.

Afsluttende bemærkninger:

Som jeg indledte med at sige, så ønsker Gud at ræsonnere med os (tale til vor forstand), men nej Han ønsker ikke kun at være herre over vores forstand, han ønsker at være herre over alt hvad vi består af. Det er dog ikke til at komme uden om det Gud siger til os i Jer. 17,9: Hjertet er det mest bedrageriske af alt,  det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?

Gud ønsker at være Herre over vort hjerte, men Han tilstræber at nå vort hjerte via vores forstand. Afguder [Buddha, Brahma, Alla  og det Paulus kalder anderledes Jesuser (det Jesus kalder falske Mesiasser)] går direkte efter hjertet/følelserne, for Hjertet er det mest bedrageriske af alt, og derfor er hjertet  ”guf” for dem, der forkynder falsk lære. Hvis du kommer til at sidde under en forkyndelse, der alene taler til følelserne, så skal du være påpasselig. Jeg erkender at der er mennesker, der er kommet til Gud via den slags forkyndelse. Jeg kender oven i købet folk, der har åbnet sig for det kristne budskab derved at de er blevet fanget ind af kristne kulter, men de er  så senere selv begyndt at studere Guds ord, og derved har Gud talt direkte til deres forstand med det resultat at de er endt op med en bibelsk frelsende tro.

Jeg vil forsøge mig med et billede:

  Se på et menneske, som et sejlskib, hvor hjernen (altså forstanden) er roret. Et sejlskib uden ror er fuldstændig prisgivet vinden, men har det et godt ror, så kan en dygtig rorsmand styre skibet igennem selv voldsomme  storme. Jeg ved godt at billedet halter lidt, for rigtig justering af sejlene er vigtig for at få et sejlskib godt igennem en storm. Men altså: Hvis sejlskibet er mennesket, roret er menneskets forstand, og rorsmanden er Gud, så er der stor mulighed for at skibet når  frem til den rigtige havn.

Vi må overgive vores forstand til Gud, og lade Ham være rorsmand (herre over vore tanker), for at holde kursen. Det sker ikke automatisk. Der er nemlig ikke noget, der hedder autopilot i den sejlads. Jesus har befalet os altid at være årvågne, og det forstår jeg på den måde at vores forstand, og dermed hele ”skibet” konstant skal være under Guds ords kontrol, og dermed under Guds kontrol. Det at overgive sin forstand til Gud er ikke det samme, som at ”tage hovedet under armen” for ifølge Galaterbrevet 5, så er en af Helligåndens frugter selvkontrol. Hvis vi ikke har kontrol over os selv, så har Gud ikke kontrol over os.

At være årvågen på det punkt svarer til at sikre sig at roret ikke kontrolleres af en blanding af Guds ord og menneskeord, men alene af Guds ord, som Han har givet os mulighed at forstå, så vi ikke sejler blind sejlads. Som jeg har forklaret i en af mine andre artikler ang. Sl. 51,12:Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!

Så bruges der i grundteksten et udtryk for rent, som svarer til det engelske udtryk ”pure” som betyder ublandet. Vi kan i dag købe forskellige former for frugtsaft. Visse af disse er blandinger af forskellige frugter og er derfor ikke pure (ren appelsinjuice for eksempel). Det Sl. 51,12 beder om er altså at  Gud må give en ånd, der er fast fordi  den er ublandet (fri for menneskelære).

Jeg vil slutte af med at sige: Gud er ganske vist overnaturlig, men Han er ikke unaturlig!

   Gud er rationelt tænkende, og Han har skabt os i sit billede, og derfor er vi udrustet med en forstand, der kan tænke rationelt, og vi kan på den måde være i samklang med Ham. På det punkt adskiller sand kristendom sig fra hedenske religioner, der altid taler til den religiøse (mystiske) side i mennesket, og kræver blind tro.