Man bliver ikke frelst af gerninger, vel? Nej det ved vi evangeliske kristne med absolut sikkerhed, og prædiker det stolpe op og stolpe ned, og det med rette!!

Men det er jo også et faktum at vor kødelige natur elsker en forkyndelse om at alt hvad frelsen kræver er at man bekender sin tro på Jesus, altså en forkyndelse, der aldrig nævner en række ting Bibelen siger om hvilken livsstil Gud forventer af sine børn, og som derfor helst aldrig bearbejder følgende skriftsteder:

første Kor. 9, 24-327:Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner.  Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.  Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet

første Kor. 3, 11-15:For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er.  Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.

Matt. 7,21:Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.

John. 14,21:Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Matt. 28, 18-20: Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.   Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,  og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Understregningen er min!

Johann von Staupitz var vicegeneral i augustinerordenen, og anset, som leder af en reformbevægelse.

På en rundrejse i 1505 for at inspicere ordenens huse fandt han i Erfurt den unge munk Martin Luther stærkt optaget af sin sjæls frelse. Staupitz vandt hans tillid, og i et oprigtigt ønske om at hjælpe Luther anbefalede han ham at studere skrifterne og læse Augustins og Taulers og mystikernes skrifter. Da Luther fulgte dette råd så han lyset, og oplevede frelse ved tro. 

Luther hørte jo ellers til intelligensaen blandt katolske teologer, og havde altid troet på frelse ved bodsgerninger, så evangeliet om frelse ved tro førte for hans vedkommende til det at gerninger på det nærmeste blev til noget ondt, idet han ikke kendte forskel på lovgerninger og gode gerninger, men efter at protestanterne med Luther i spidsen var blevet indflydelsesrige i en række områder, betragtede Staupitz Luthers udvikling, og advarede ham:

”Må Kristus hjælpe os at vi endelig må komme til 

at leve i overensstemmelse med det evange-lium,som nu klinger i vores ører, og som mange har på deres læber, for jeg ser at store skarer misbruger evangeliet til at give kødet frihed. Lad min bøn påvirke jer, for jeg var engang foregangsmand udi hellig evangelisk lære”.

Idet han endelig erklærede forskellen på hans egen lære, og den retning Luther havde valgt skrev han:  

”Det er på mode nu at adskille tro fra evangelisk liv, som om det var muligt at have sand tro på Ham, og forblive anderledes end Ham i levevis. Åh, hvilket djævelsk bedrag. Åh hvilken vildledning af folket. Hør tåbers tale: ”Enhver, der lever i Kristus, behøver ingen gerninger”. Hør sandhedens tale: ”lad ham, der tjener mig følge mig”. Den onde ånd fortæller hans kødelige kristne at et menneske er retfærdiggjort uden gerninger, og at Paulus prædikede dette. Det er falskt. Han talte rigtig nok imod lovgerninger, og udvendige ting, hvortil mennesker af frygt satte deres håb om frelse, og han kæmpede imod dem, som værdiløse, og som førende til fordømmelse, men han tænkte aldrig ondt eller gjorde andet end prise de gerninger, der er frugten af tro og kærlighed og lydighed imod de himmelske befalinger. Og han erklærede og prædikede deres nødvendighed i alle sine epistler”. 

Jeg kan ikke slutte uden følgende bemærkninger:

Selvfølgelig har Gud kaldt os fordi Han ønsker at vi skal ende, som borgere i Hans rige, og ingen (ikke én) kan leve et så retfærdigt liv at det kan skaffe vedkommende adgang til Guds rige. Kun den, der har Jesu retfærdighed bliver lukket ind, og Jesu retfærdighed er en gave, men fra det øjeblik et menneske oplever ved tro på at Jesus er Messias at blive født af Gud, og derved få Jesu retfærdighed og indtil vedkommendes dødsdag er der et liv der skal leves her i verden, og Guds ord har noget at sige om det liv, som man ikke må ignorere. Jeg vil først nævne Matt. 5,16: Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene, og Jak 2,26:en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.

Har man ikke et stort hjerte for både at hjælpe andre, og kalde dem til at blive Jesu efterfølgere, så er man ikke født af Gud, men det at man har et stort hjerte for at hjælpe andre i nød er ikke i sig selv et bevis på at man er født af Gud, den anden ”ingrediens” (ønsket om at lede dem til Jesus, og her mener jeg den Jesus, der er defineret ved den sunde lære) skal samtidig være til stede. Det er Guds intention at vi med vores liv skal gøre en forskel her i verden.

Som salt konserverer og forhindre forrådnelse, sådan skal vi leve et liv, der er med til at holde samfundet sundt. Vi skal vise Jesu kærlighed i praksis ved den måde vi behandler andre på, og vi skal med vores tale være medvirkende til at styrke sandhed og afsløre løgn. Det, der kan virke forvirrende og få en kristen til at tænke ”gør jeg mon det rigtige?” er at det er rigtigt det som Jesus sagde: ” i vil blive hadet af alle for mit navns skyld”

og

”ve jer når alle taler godt om jer for det gjorde deres forfædre også om de falske profeter”

Vi skal gøre de ting jeg her har talt om af kærlighed til Jesus, og ikke af kærlighed til mennesker. Drives vi alene af kærlighed til mennesker, vil vi sikkert køre træt, for de vil hade os for det, men kærligheden til og fra Ham, der fødte os kan give os uanet styrke,

og så lige som afslutning:

1. Tim. 3,1-4: Hvis nogen ønsker at blive tilsynsmand, er det et vigtigt arbejde, han tragter efter.  En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed;

Det her omtalte krav til en tilsynsmands karakter og levemåde stilles fordi han skal være en rollemodel for menigheden, og hermed har vi en beskrivelse af hvordan Gud ønsker at medlemmerne  af menigheden (dem, der er født af Gud) opfører sig.