DEN KARISMATISKE BEVÆGELSE

DEN KARISMATISKE BEVÆGELSE

 

Hvordan kunne noget, der begyndte så godt ende så dårligt?

 

 

 

 

I begyndelsen bestod den karismatiske bevægelse af mennesker, der var så hengivne i deres tro at de ønskede at leve deres liv lige så radikalt, som de kristne i det 1. Århundrede (sådan,som de læste om det i det nye testamente). Det betød at de forventede at se karismata (Helligåndens gaver) i funktion i deres midte, og her fokuserede man særligt på dem, der er omtalt i Romerbrevet Kap. 12 og 1. Korinterbrev Kap. 12 . De var desuden overbeviste om at sande kristne ikke defineres ved hvilken kirkeretning de tilhører, men ved deres personlige forhold til Kristus.

De 2 ovennævnte holdninger er (efter min opfattelse) begge gode og rigtige, men der viste sig at være nogle indbyggede fælder hvoraf jeg vil omtale 2 herunder:

 

 

 

 For det førsteKarismata: 

Det at kunne demonstrere karismatiske gaver (for eksempel tungetale) blev hurtigt til en målestok for hvor hengiven en kristen man var, så folk begyndte at efterligne disse ting for at blive accepterede (den letteste at efterligne er tungetale).

 

 

 

og for det andet Inklusivitet:

Eftersom der var et ønske om at favne alle sande kristne, så måtte man enes om en definition af "en sand kristen”. Definitionen blev: Enhver, der tror at Jesus sonede al verdens synd ved at lade sig korsfæste og 3 dage senere opstå fra de døde  er en sand kristen.

Det lyder jo umiddelbart fint , men hvilken Jesus taler man om? Vi må huske at det er den sunde lære, der definerer hvem Jesus er!

Jesus advarer i Matt. kapitel 24 om at der vil komme falske profeter, der forkynder falske kristusser, og Paulus advarer i 2. Kor. 11, 3-4 imod at acceptere en anderledes Jesus, men det er præcist sådan det er gået at man ikke holder sig strengt til skriftens definition af

hvem Jesus er, Jesus er Guds ord kommet i kødet fortæller Joh. 1, 14-15 og Han er hele Guds ord – ikke bare visse udvalgte dele. Vi må medtage hele den bibelske åbenbaring , for at kunne definere den sande Jesus (2. Tim 4,3 ,Tit 1,9 og Salm. 119,160).

 

 

 

Alt dette fører til min

Konklusion:

 Den karismatiske bevægelse ”kørte i grøften" fordi:


Ønsket om at favne alle kristne førte til en nedvurdering af betydningen af sund lære i en sådan grad at det at debattere det læremæssige blev set på, som anstødeligt, ukærligt og lovisk (uha, vi lever jo i nådens tid, så vi må ikke dømme!). desuden: hvis man vil have fællesskab mellem forskellige kirkeretninger går det normalt således at det bliver den laveste fællesnævner (rent læremæssigt) man enes om, og det er jo netop det eneste man kan enes om (lige som i politik), så for fællesskabets skyld undgår man diplomatisk at være konsekvent sandhedssøgende, med den konsekvens at kærligheden til sandheden går tabt, og så er følgevirkningen den vi kan læse om i 2. Tess. 2, 10-11 at Gud sender vildfarelsens magt over sådanne fællesskaber, så de tror løgnen!

 

 

 

Jeg vil slutte dette afsnit med at sige at der vel findes 2 slags karismatikere:

 

 

 

1. Moderate karismatikere

ikke alle karismatikere er rabiate hyper-karismatikere, men det rabiate har taget stadig stigende overhånd.

 

 

 

2. Hyperkarismatikere:

læs om det hyperkarismatiske ved at klikke her