PRÆSTESTYRE OG SAKRAMENTER

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

PRÆSTESTYRE OG SAKRAMENTER

 

Der er stor forskel på den gamle og den nye pagt.

 

 

Spørger man troende mennesker ”hvori ligger forskellen” så vil de fleste jo nok svare: Den gamle er kendetegnet ved lovtrældom, og den nye er kendetegnet ved budskabet om nåde.

 

Det er fuldstændig rigtigt, men der er endnu en væsentlig forskel, som jeg bedst kan forklare ud fra Guds åbenbaring (Biblen): De der er inde under den nye pagt får Guds lov skrevet på deres hjerter ( læs Jer. 31,31-34 herunder)!

 

 

 

Jer. 31,31-34: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: » Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

 

 

 

 

 

1. Pet 2,4-5: Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.

 

I den gamle pagt udpegede Gud et separat præsteskab (levitterne) til at forestå offertjenesten, og at være en slags sundhedskontrollanter. De styrede for eksempel karantæne i tilfælde af spedalskhed.

I den nye pagt er vi alle præster, og ingen skal diktere andre, hvad de skal tro, eller hvordan de skal dyrke Gud (se citatet før fra Jer. 31,34).

 

 

 

Der skete dog det (allerede medens Paulus levede) at vranglære sneg sig ind, og nogle blev udnævnt til at være tilsynsmænd (biskopper) for at tilse at kirkerne forblev i den sunde lære, og levede et ret kristent liv, men desværre ser vi ofte at det Gud giver for det gode, det vender vi mennesker om og bruger det til noget ondt. Nogle eksempler herpå er sex, musik og kirke:

 

 

Sex:Sex, er en pragtfuld velsignelse, når det holdes inden for de rammer, hvor Gud havde tænkt

 

det skulle udfolde sig (ægteskabet mellem en mand og en kvinde), men historien igennem er

 

det blevet brugt til menneskelig og samfundsmæssig fordærv i uhørt grad.

 

Musik: Musik skulle bruges til at forskønne vor tilværelse og som et middel til at prise og lovsynge

Gud, men det bliver ofte til noget sanseligt, som tager magten over vor kødelige natur og fører opmærksom-

heden væk fra Gud og tilbage til vort eget kød således at mange tror de lovsynger Gud imedens de i virke-

ligheden bare tilfredsstiller deres egen kødelighed (det har Bibelen meget at sige om, men jeg vil lade det blive ved dette).

 

 

Kirke: Kirken skulle være Jesu Kristi legeme på jorden, og et tempel bygget af levende stene (Et helligt præsteskab af alle troende), men det er blevet forvandlet til jordiske menneskebyggede organisationer, som stjæler den frihed Jesus med sit eget blod købte til dem, der ved tro er blevet Hans brødre og Hans fars børn.

 

 

Sådan gik det også med biskopperne:

I stedet for at bruge deres indflydelse til på kærlig vis at retlede kirkerne i den sunde bibelske lære , så valgte de at bruge indflydelsen til at få magt over folk og tvinge de uafhængige kirker ind i det man allerede før Konstantin og Augustin kaldte den katolske kirke, hvor man så pressede lægfolket ind i bestemte religiøse former, og tog magt over dem. Helt tosset blev det, da Konstantin gjorde kristendommen til statsreligion.

 

 

Et af de værktøjer man brugte (ud over regulær våbenmagt og politisk magt) var sakramenter, som blev udnævnt til at være et nødvendigt frelsesmiddel, som kun præsterne kunne forvalte. Man valgte simpelt hen at udnævne forskellige bibelske ritualer til at være sakramenter, det gjorde man selv om ordet sakramente slet ikke forekommer i Bibelens grundtekster overhovedet. Her vil jeg lige nævne nadveren, som et eksempel:

 

Længe før Kristus brugte man i Ægypten at dyrke en af deres guder (solen (Ra )), ved rituelt at spise den i form af en oblat med et billede af solen påtrykt. Den form for afgudsdyrkelse importerede det opståede og ubibelske præsteskab ind i kristendommen, og de, der modsatte sig den form for gudsdyrkelse blev ganske enkelt dræbt. Den romersk katolske kirke, der voksede ud af Konstantins politiske ”genistreg” med at gøre kristendom til statsreligion havde/har 7 sakramenter.

 

2 af dem (dåb og nadver) overtog den lutherske kirke næsten uændret, og både i den katolske kirke og i den lutherske blev de brugt, som magtredskaber i præsteskabets hånd. I dag, i den vestlige verden, hvor den humanisme, som Luther var et barn af har vokset sig stor og stærk har præstskabet ikke helt den magt de tidligere havde, i hvert fald ikke i såkaldt protestantiske kredse, men jeg har faktisk mødt ellers begavede og tænksomme mennesker, der ikke har mod til at se på dåb og nadver i Bibelens lys uden at have Luthers katekismus liggende ved siden af, og skæve lidt til den samtidigt. Jeg tror simpelthen de er bange for om de skulle opdage noget, som kunne kræve af dem, at de skiller sig ud fra flokken de er en del af, jeg forstår dem, for sådan havde jeg det selv for år tilbage. Præsteskabet (nikolaitterne) sidder altså stadig bredt og tungt på magten helt i modstrid med de burde ifølge de her ovenfor citerede skriftsteder. Alligevel bliver man ved med at kalde sig bibeltro.