FRIHEDEN DER UDEBLEV DEL 2

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

FRIHEDEN, DER UDEBLEV DEL 2

 

Andet eksempel: baptistvækkelsen i Danmark

på kristendom.dk kan vi læse følgende:

Baptistkirken er Danmarks ældste frikirke. Den første menighed blev grundlagt i 1839, altså ti år før Grundloven og religionsfriheden i 1849.

En tidlig kold tirsdag morgen den 27. oktober 1839 i Lersøen lidt uden for København, blev de første baptister døbt og stiftede efterfølgende deres første menighed. I de ti år mellem menighedens stiftelse og indførelsen af religionsfriheden, oplevede Baptistkirken naturligvis hårde kår. Da alle borgere skulle tilhøre den Lutherske Kirke, oplevede medlemmerne tvangsdåb af deres nyfødte børn. Bevægelsens leder P.C. Mønster kom i fængsel flere gange i årene op til religionsfriheden. Dette fik dog ikke baptisterne til at indordne sig.

 

Dette hus havde på sin matrikel en lille dam,

hvor baptisterne på Langeland døbte nyomvendte

i 1840’erne oplevede Langeland så en vækkelse

Hvor der blev dannet en menighed, som væver Rasmus Jørgensen i første omgang blev forstander for. For nemheds skyld indsætter jeg herefter kopi af noget af Kaj Hansens bog ”baptistvækkelsen på Langeland:

Kun 8 ud af de 11 fremmødte blev antaget til dåb, "da de andre ikke kunde aflægge en tilfredsstillende Bekendelse, om deres Omvendelse og Tro." Det var meningen, at dåben skulle foregå "ved Klinten, senere kaldet "Strandlyet" ,"men inden de var blevet prøvet og antagen til Dåb var dat blevet lys Dag', Folk med Heste og Vogn var kommen for at hente Tang. Man måtte derfor ty til en nærliggende dam. Selve dåben blev forrettet af Oncken , men da han kun talte tysk, måtte Julius Købner oversætte det til dansk. Dog havde Oncken lært sig at sige: "Jeg døber dig i navnet Faderens, Sønnens og den Helligaand" , som højt blev udtalt over hver eneste i selve dåbsøjeblikket. De døbte var flg.:

Rasmus Jørgensen og dennes hustru,

 

Anders M. Hansen og dennes hustru,

 

væver Anders Jørgensen og dennes hustru,

 

væversvend Niels Hansen og Jens Sørensen Dyrholm.

Efter dåben samledes man igen hos Rasmus Jørgensen på Peløkkegården, hvor man stiftede menigheden, og holdt nadver, som Rasmus Jørgensen forrettede. Oncken havde nemlig før dette, udpeget ham til at "lede Opbyggelsen,

som Menighedens Forstander". Oncken holdt nu en tale, på tysk, hvori han formanede dem til at betragte hinanden som "Brødre der skulle begynde at lære at holde alt det som Herren havde befalet."

Dette møde sluttede med, at Oncken lyste den apostolske velsignelse,og så hurtigt som muligt, kørte Rasmus Jørgensens karl, Oncken og Julius Købner til Spodsbjerg, hvor de fik båd til Tårs, og derfra afsejlede med dampskibet til Kiel, samme formiddag kl. 10.Allerede den 15. i samme måned, kom P. Mønster fra København, og døbte endnu to, der var fundet rede, og menigheden talte nu 10 medlemmer.

Forfølgelsen mod baptisterne

Næppe var Oncken og Julius Købner rejst fra Langeland, førend stormen brød løs imod de nydøbte, og mod færgemand Petersen fra Spodsbjerg.

Han blev taget i forhør, men kunne kun forklare, at de to rejsende havde (som loven foreskrev), forevist deres pas inden 24 timer efter deres indrejse, og han havde påtegnet passene, uden at ane uråd om, at de to fremmede var identiske med de personer, som var efterlyst, og som skulle meldes til politiet, såfremt de dukkede op. Han havde for øvrigt lagt mærke til, at passene havde opgivet de fremmede som kornhandlere (Julius Købner var gravør, og Oncken var boghandler).

Også fra de andre troende lød skældsord og hån. Man kaldte dåben for "Mørkets gerninger" udført af "Bedragere, som havde sneget sig ind i Landet ved falske Pas..,"

Mere alvorligt gik det ud over den blinde Jens Sørensen Dyrholm. Halvdelen af hans understøttelse fra fattigvæsenet blev frataget ham. Men baptistmenighedens forstander, Rasmus Jørgensen tog sig af ham, og "forsørgede mig, som om han have været min Fader."

Men de største trængsler fik den lille flok fra de verdslige og kirkelige øvrigheder.

Ikke mange dage efter dåbshøjtideligheden, blev Anders M. Hansen kaldt over til sin nabo, pastor Wind. Lærer Fich var også tilstede ved den lejlighed. Han skulle nedskrive alt, hvad der blev talt om. Wind havde nemlig fra biskop Faber i Odense modtaget instruks om, at indberette det passerede, og nu ville sognepræsten høre fra en af deltagernes mund, hvad der Var sket. Under samtalen sagde pastor Wind: "Du er retteligen bleven døbt lille Anders, jeg vilde ønske det kunde gå frem. Barnedåben er ikke andet end en katolsk Levning fra Pavedømmet i den Tid, de vilde gøre Folk dumme. Dåben er en god Samvittigheds Pagt med Gud, og der kan ikke være tale om en god Samvittighed hos et spædt Barn, som ingen Forstand har på, hvad det gør, enten det er Ret eller Uret."

Skal man tro Anders M. Hansen, så stod pastor Wind i sin døbe teologi på baptisternes synspunkt, men der er ingen kilder, der fortæller, at han nogensinde lod sig døbe som baptist. Provst Plesner indtog en neutral stilling, og mente, at det "rettest skuldë være at bekæmpe på Overbevisningens Vej".

Derimod var biskop Faber dybt rystet. I indberetninger til kacelliet den 19/9, 3/10 og 31/lo 1840 betegner han det skete som værende "et voldsomt Indgreb i Statskirkens Ret" som "visseligen med Kraft burde vises tilbage", idet man tog anordning fra 5. marts 1745 om landsforvisning at anabaptister i brug.

I en senere bog skriver biskop Faber, at "Regeringen var kristelig forpligtet til (pro forma) at udrydde Baptisterne."

Biskop Faber havde ret, når han betegnede baptistdåben som et brud med statskirken, og han øjnede også med rette de opløsningstendenser, dette kunne medføre indenfor den etablerede kirke, såfremt ingen holdt igen.

Måske markerede han sine synspunkter stærkere, grundet de utallige angreb, som var forekommet i disse år på kirken og dets præsteskab fra bl. a. N.F.S. Grundtvig og Jac. Chr. Lindberg, med hvem vækkelsens folk hele tiden havde stået i nær kontakt.

De gejstlige tog imidlertid snart kampen op mod baptisterne. Provst Plesner holdt i efteråret 1840 en række "populære Forelæsninger" om dåben, der alle var godt besøgte. Pastor Graae i Bøstrup havde gang efter gang talt med Anders Jørgensen og Niels Nielsen om barnedåben, men uden at få dem genomvendt. Også pastor Grüner i Rudkøbing havde lange samtaler med de baptister, der boede der.

Imidlertid havde biskop Fabers indberetninger

til kancelliet båret frugt, og man havde derfra forlangt en undersøgelse og retsforfølgning af de formastelige. Dette skete allerede den 22. september 1840. Et cirkulære til alle amitsmænd om foranstaltning mod baptisterne fulgte den 13. oktober 184o.

Her skal blot gives nogle at de vigtigste begivenheder at denne art i årene 1840 til 44.

Allerede den 22. september 1840 blev seks at de døbte, nemlig de, der boede i Nørre Herred, indkaldt til forhør "på Tinget i Tranekær". Iflg. Anders M. Hansen, skulle dette møde have været meget skrapt, idet dommeren udskældte dem, og kaldte dem for "ulykkelige Stakler' som der ingen nåde var for. Han truede dem med landsforvisning til "fremmede Land fremmede Folk og fremmede Sprog."

I fortsættelse af dette forhør, indkaldtes de igen den 13. november samme år til endnu et forhør, hvor det blev betydet dem, at de ingen rettigheder havde til at holde "Religionsøvelser". Dommen faldt den 18. januar 1841, hvor hver fik en bøde på 5 rigsdaler.

Men den, som måtte lide mest, og betale den højeste pris, var Rasmus Jørgensen, Peløkkegården.

Foruden den lige anførte dom, blev han samme efterår forhørt, og det blev forlangt, at ban skulle forlade landet, og derved slippe for videre tiltale, fordi han "havde opkastet sig til Forstander for Menigheden". Iflg. Anders N. Hansen fortsatte man med at holde møde i Rasmus Jørgensen hjem hver søndag aften, også under retssagen.

Retsagens dokumenter, nemlig birkedommerens domprotokol af 315 1841, statsrettens domprotokol af 16111 1841 samt højesterets domprotokol at 2611 1842, angiver ikke, iflg. de oplysninger jeg har modtaget, noget konkret om de anklagedes forsvar, og om på hvilke punkter, de kunne tilbagevise anklagerne.

Men Rasmus Jørgensen nægtede at forlade landet, endsige Langeland, ved denne trussel havde øvrigheden håbet at skræmme ham til at rejse, og da menighedens støttepille var borte, ville baptistrøret af sig selvsmuldre bort, og der blev da anlagt en sy sag imod ham.

Han idømtes til "vand og brød 4 x 5 dage". Både første og anden dom blev appelleret ti]. over- (landsret) og højesteret, og begge gange blev han dømt en bøde på 50 rigsdaler. Den endelige dom faldt i januar 1842.

Men den lille baptistmenighed. fortsatte med at vokse. Den 17. oktober 1841 døbtes 13 personer, og den 6. november samme år 1 person, og dette gav stødet til nye forfølgelser. Denne gang blev ikke blot Rasmus Jørgensen tiltalt, men også Niels Hansen,

Idet han havde døbt 6 personer. Begge blev henholdsvis den 9/5 1842 og den 5/4 1842 idømt en bøde på 80 og 25 rigsdaler, samt 2o rigsdaler. hver til udredning af sagens omkostninger.

Niels Hansen havde ikke mange penge til at betale sin bøde med, og måtte derfor sælge "sin sidste Frakke på offentlig auktion". Rasmus Jørgensen appellerede sin dom, men overretten stadfæstede den den 18. oktober 1842.

Men dåbshandlingerne fortsatte og i april til juli 1843 blev ialt 12 personer døbt og tillagt menigheden. Dette medførte nye anholdelser og forhør, denne gang af Anders M. Hansen, idet han på daværende tidspunkt var blevet valgt til forstander for menigheden, og af Niels Hansen. De blev anholdt den 11. juli 1843 og sad indespærret imedens retssagen stod på, nemlig indtil 22. november samme år, altså noget over 4 måneder.

Anders N. Hansen har givet en grundig skildring at denne tid og skriver,'" at lian blev indkaldt til Forhør til Birkedommer Holm på Lejbøllegård, hvorpå han blev kørt til Arresten i Rudkøbing.

Imidlertid viste det sig, at rådhuset, hvor arresten befandt sig, var kondemneret, og et nyt var Ikke opført. Man havde derfor lejet nogle lokaler i "Kældre og på loftsrum". Anders M. Hansen blev anbragt "i et lille Trekantet Rum på et Loft ved Siden at en Port." Som seng var der blot nogle brædder, hvorpå der lå snavsede og pjaltede klæder. Arrestforvarer Storm var imod at anbringe Anders M. Hansen et sådant sted, men da der ikke var plads andre steder, "måtte jeg så krybe opad Stigen til Arresten. Hr. Storm smækkede Døren hårdt i og en Jernstang tværs over Døren sattes foran." "Et lille gl. Blyvindue med små Ruder var anbragt ud til Gården, gik hen og så ud, og så i Gaarden Vogne, Redskaber, m.m. det var hos Karetmager Andreasen, hvor jeg var så godt kendt." Det var blevet aften, og Anders M. Hansen "overgav sig i bønnen til sin Gud, lagde sig på Gulvet og sov."

Niels Hansen havde fået "værelse" ved siden at, og allerede den næste dag, fik de to arrestanter

lov til at dele rum. Selve opholdet blev også mildnet en del, idet deres venner fik lov til at besøge dem, ligesom arrestforvalterens kone sørgede godt for dem, med kaffe om morgenen, og middagsmad, som blev indtaget i hendes stue.

Karetmager Andreasen havde tilbudt at garantere for, at de ikke forsvandt, og "Byfogden Hr. von Smidtsen var os meget venligt stemt og havde sagt til Arrestforvareren, at han ikke behøvede at lukke os ud og ind, men kunde lade os passe os selv så vi nød Frihed fremfor de andre Arrestanter."

Der gik nu ca. 3 uger førend det første forhør hos birkedommer Holm. Da dagen endelig oprandt, oplæste dommeren en erklæring fra sognerådet i Simmerbølle, som ønskede at stille kaution for Anders N.Hansen på ialt 200 rigsdaler., idet, som de skrev:" at Smed A.N. Ransen som Baptist er en flittig, arbejdsom og grundærlig Mand." Blot skulle han forpligtige sig til "ikke at deltage i menighedsForsamlinger eller Anliggender", og han ville med det samme blive løsladt.

Dette kunne Anders M. Hansen ikke gå ind på, og han forblev i arresten under hele sagen.

De lange dage i arresten skulle bruges til noget fornuftigt, og en dag da Niels Hansen "var

blevet noget kedsommelig", foreslog Anders N. Hansen, at benytte vor Tid med at læse og studere Biblen, thi dersom øvrigheden og Præsterne vidste hvad de gjorde at de har sat os her på Universitetet for at studere, at vi kan blive duelige til at forkynde Evangeliet om vor

Tro og Overbevisning, da slap de os snart ud." Den 23. november 1843 faldt dommen, hver skulle betale 80 rigsdaler. eller afsone 18 dage "på Vand og Brød", hvilket de valgte. Afsoningen fandt sted året efter om sommeren.

Srrtid1g faldt der dom til nogle andre for "overgang til Baptisterne". Hver fik en bøde på mellem 3 og 5 rigsdaler. Rasmus Jørgensen blev igen dømt, denne gang ikke som "døber", men for at afholde forsamlinger, taksten blev 80 rigsdaler.

Så sent som i 1846 blev Anders M.Hansen igen idømt en bøde for sin "Baptistmission", idet han blev dømt til at betale 1o rigsdaler. for at uddele traktater på Ærø.

Den tid, hvor de langelandske baptister blev retsforfulgt for at lade sig døbe og hverve "Proselytter" varede kun ganske kort, ca. 3-4 år, og svarer ret nøje til de forfølgelser, som fandt sted andre steder i Danmark, ex. i København og Ålborg. Men sideløbende hermed gennemførtes tvangsdåb af baptisternes børn Man havde ganske naturligt vægret sig ved, da man ikke selv anerkendte barnedåben som ret dåb, at bringe sine egne børn til døbefonden. Her spillede deres teologiske syn på barnedåben selvfølgelig en afgørende rolle, men også det faktum, at barnet skulle døbes af en rationalistisk præst, vakte modsigelse.

Men uanset, hvad baptisterne følte, må skulle de nyfødte døbes, om det så skulle være med tvang. Derfor stod parterne stejlt overfor hinanden.

Jeg skal her drage nogle eksempler frem:

Anders M. Hansens hustru fødte et barn den 1. januar 1841, og nogen tid før havde Rasmus Jørgensen også fået en søn. Da forældrene ikke bragte deres børn til dåben, greb myndighederne ind. I begyndelsen påtalte man forøldrenes forsømmelse, men da det ikke hjalp begyndte man i foråret 1841 at give bøder, de blev givet således at forsømmelsen den første måned var 5 rigsdaler pr. uge, den næste måned 10 rigsdaler pr uge, og på den måde blev de fordoblet hver måned. Det blev f. ex. for Rasmus. Jørgensens vedkommende til Ca. 6.000 rigsdaler, eller alt hvad han ejede. Da bøderne Ikke blev betalt, begyndte man at udpante, således udpantedes den ene for en kakkelovn og den anden for en kvie.

Denne fortsatte bøderegn måtte ende red at ruinere dem, og da myndighedernes krav m.h.t. dåb, stadig forblev uopfyldt, greb birkedommer Holm ind.

Under de forskellige retssager var han, som Anders M. Hansen skriver:". .blevet os en Ven", i hvert fald havde han medlidenhed med dem. Han tog derfor ud til Rasmus Jørgensen på Peløkkegården og overtalte ham til at lade sit barn døbe. Dog betingede Rasmus Jørgensen sig, at han under ingen omstændighed ville være medvirkende til denne dåb, og birkedommeren måtte da som privatmand påtage sig opgaven at bringe barnet til døbefonden.

Blandt præsterne på Langeland var der delte meninger om tvangsdåb. Provst Plesner havde således, i en betærikning af den 27. september 1841 til biskop Faber, klart taget afstand fra selv at skulle døbe under disse oms.andigheder, selvom han ikke sympatiserede smed baptisterne. Dog havde han som provst indberetningspligt om evt. udøbte børn.

Ved en tvangsdåb i foråret 1843 forrettede pastor Graae, Bøstrup, dåben, selvom det skete "med blødende Hjerte".

Som tidligere nævnt havde Anders M. Hansen også fået en søn, som "henlå udøbt".

Da birkedommer Holm havde fået overtalt Rasmus Jørgensen, henvendte han sig nu til Anders M. Hansen, og bad ham om at tilstå ham det samme. Herom skriver Anders N. Hansen:". . jeg vægrede ved at give mit Samtykke - ja så var jeg og Rasmus Jørgensen jo ikke enige. For at skjule dette tillod jeg ham det. Men dette var aldrig så snart sket, før jeg angrede dybt, at jeg havde givet efter.

Du kan komme videre til fortsættelsen af artiklen ved at klikke her