FRIHEDEN DER UDEBLEV DEL 1

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

FRIHEDEN, DER UDEBLEV DEL 1

Brødre, I blev kaldet til frihed læser vi i Gal. 5,13. Jesus har altså kaldt os til frihed, men Bibelen advarer igen og igen imod at følge en anderledes Jesus. Vælger man alligevel at følge en anderledes Jesus ender det som regel i trældom i stedet for frihed.

Waldensere, Albigensere og andre, der igennem tiderne var blevet forfulgt af romerkirken på grund af deres evangeliske tro skimtede lys i horisonten, da reformationen brød frem, men ”godaw mand økseskaft", som man siger på jysk. Calvin i Geneve fik henrettet 150 personer, som ikke kunne erklære sig enige med ham teologisk, og Zwingli i Zurich fik indført dødsstraf ved drukning til alle, der gik imod barnedåb,

Og Luther, der er berømt for at sige til sine katolske forfølgere: ” her står Jeg, og kan ikke andet, for min samvittighed binder mig”, kom Paradoksalt nok til at stå fadder til et system, der ikke gav/gir folk frihed til at følge deres samvittighed, og det er der en hel række eksempler på, som jeg nu vil gennemgå længere fremme i artiklen her.

Jeg hører til dem, der som dispensionalister tror at Jesus valgte at skrive til menighederne i Efesos, Pergamon, Thyatira, smyrna, filidelfia, Sardes og Laodikea fordi tilstanden i disse kirker eksemplificerer tilstanden i kirken i forskellige perioder op igennem kirkehistorien. Du kan få en forklaring på dette ved at klikke her

Personligt anser jeg Sardes, som et billede på det, der kom ud af reformationen, for til Sardes skrev Jesus i Åb. 3,1-3: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende over for min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte; hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.

 

Du vil måske sige at det er lige lovligt hårdt at beskrive resultatet af reformationen på den måde, men hvis du tænker over det ovenfor anførte, og i øvrigt læser videre vil du måske forstå mig.

Første eksempel:Hans Denk

Jeg indsætter herunder et udsnit af min oversættelse af The Pilgrim Church:

En af de mest indflydelsesrige personer, der hjalp med at vejlede kirkerne i den urolige tid under reformationen, var Hans Denk. Han var fra Bayern og havde studeret i Basel, hvor han tog sin universitetsgrad. Her må han have haft kontakt til Erasmus og kredsen af strålende lærde og trykkere, som var samlet her. Da han fik ansvaret for en af de vigtigste skoler i Nürnberg (St. Sebaldus skolen) flyttede han dertil i 1523. Her havde den lutherske bevægelse allerede været virksom et år under ledelse af den unge begavede Osiander. Denk, der også var ung (25 år) håbede og forventede at den nye bevægelse ville føre til bedre moral, retskaffenhed og gudsfrygt blandt folk. Han blev skuffet over at erfare at sådan var det ikke gået. I sine undersøgelser af hvorfor blev han nød til at konkludere at det skyldtes en mangel i den lutherske lære, som medens den insisterede på retfærdiggørelse ved tro uden gerninger og på afskaffelsen af megen misbrug (som fandtes i den katolske kirke), negligerede nødvendigheden af lydighed, selvfornægtelse og efterfølgelse af Kristus og at disse ting var en essentiel del af sand tro. Idet Osiander hen ad vejen også indså dette viste han i 1551 at erfaringen viste at læren fra Wittenberg gjorde mennesker ”sikre og ligegyldige

”De fleste”, sagde han ”bryder sig ikke om en lære, som pålægger dem strenge moralske krav og som lægger bånd på deres kødelige tilbøjeligheder, de ønsker dog alligevel at blive betragtet, som kristne, og lytter villigt til den hykleriske forkyndelse at vor retfærdighed alene består i at Gud anser os for retfærdige, selv om vi er dårlige mennesker, og at vor retfærdighed er uden for os, og ikke i os, for ifølge sådan lære kan de blive regnet for hellige mennesker. Ve dem, der prædiker at mennesker, der lever et syndigt liv ikke kan anses for at være fromme; de fleste bliver rasende, når de hører dette. Det ser og erfarer vi, og de ønsker at sådanne prædikanter skal forstødes, og endda dræbes. Hvor dette ikke kan gennemføres styrker de deres hykleriske prædikanter ved at prise dem, give dem et komfortabelt liv, og gaver og beskyttelse, så de med glæde kan fortsætte med ikke at give plads til sandheden uanset hvor tydelig den er, og således mundtligt. Derfor blev det besluttet at han skulle give dem en skriftlig bekendelse af sin tro omkring 7 vigtige emner, som blev indikeret. Osiander erklærede sig villig til at respondere skriftligt, på Denk’s skriftlige svar. Nürnberg prædikanterne erklærede at det ville være uklogt at lade Osiander give et sådant skriftligt svar, og de mente heller ikke selv at være i stand til at overbevise Denk, og foretrak derfor at give deres svar til byrådet. Resultatet blev at man i 1525 krævede at Denk inden nat skulle have fjernet sig mindst 16 km. fra byen med et

drev ham til at gøre det, og han fandt at den Kristus, som han fandt i Bibelen, korresponderede med den Kristus, som var blevet åbenbaret i hans eget hjerte. Han fandt at Bibelen ikke kunne forstås blot ved en almindelig læsning af den, men kun, som Helligånden åbenbarede det for hans hjerte og samvittighed.

Det dokument de lutherske præster skrev, som førte til Denks eksil sagde, ”at Denk mente det godt, at hans ord var skrevet med sådan en kristen indsigt at hans tanker egentlig godt kunne tillades” Alligevel krævede hensynet til enheden i den lutherske kirke at man handlede anderledes. På trods af dette oplevede Denk at alle steder han kom var bagvaskelsen nået forud for ham, og at alle former for onde doktriner var blevet tillagt ham, som fik folk til at undgå ham, som en farlig mand. Han tillod aldrig sig selv at gengælde sine modstandere, som de havde behandlet ham, og selv om der efter tidens kutyme blev skrevet nogle meget ondsindede fordømmelser af ham, så er hans egne skrifter helt fri for den ånd. En gang, hvor han var blevet udsat for noget særligt provokerende sagde han: ”Nogle har mistolket mig og anklaget mig i sådan en grad at selv et blødt og ydmygt hjerte er vanskeligt at tøjle” og videre: ”det bedrøver mit hjerte at være i strid med så mange, som jeg kun kan se på, som mine brødre, for de tilbeder den Gud, som jeg tilbeder og ærer, og den fader, jeg ærer”. Derfor vil jeg, hvis Gud vil, så vidt muligt ikke gøre en broder til en modstander. Eller min far til dommer, men på vejen vil jeg søge at blive forsonet med alle mine modstandere.

 

Efter en tid i en af brødrenes gæstfrie hjem i St. Gallen måtte Denk forlade stedet fordi hans vært kom I konflikt med myndighederne, og han fandt så ved venners hjælp et sted i Augsburg. I Augsburg var der på den tid ikke bare strid imellem Lu-theranerne og Zwinglis tilhængere, men også mellem begge disse grupper, og katolikkerne. Samtidig herskede der generelt set et moralsk forfald, som havde en alvorlig påvirkning på folk. På grund af medfølelse for de mange distraherede sjæle begyndte Denk at samle så mange af indbyggerne, som var villige til at mødes, som en kirke, der var villige til at kombinere tro på Jesu forsonende værk med det at følge i Hans fodspor i deres daglige livsførelse. Han havde endnu ikke sluttet sig til de kredse, som af andre blev kaldt baptister eller anabaptister, men han endte med i Augsburg at gøre det disse gjorde andre steder, og som han havde oplevet på en intim måde i St. Gallen. Et besøg af Dr. Hubmeyer bevirkede at han besluttede sig for at slutte sig til brødrene og lade sig døbe. Før Denks ankomst var der allerede mange døbte troende i Augsburg, og kirken voksede hurtigt. De fleste var fattigfolk, men der var også nogle med formue og samfundsmæssig position. Eitelhans Langenmantels skrifter og dedikation tiltrak mange. Han var søn af en af Augsburgs mest anerkendte borgere, en mand, der havde været borgmester 14 gange, og som ligeledes havde haft høje stillinger i staten. I 1527 var kirken vokset til ca. 1100 medlemmer, og deres aktiviteter hjalp med at grundlægge og styrke kirker i alle hovedcentrene i landet.

En skribent, som var godt bekendt med kilderne til information skrev: ”der er god grund til at antage at mange ud fra en nød i hjertet og væmmelse over beskyldninger og gensidige anklager for hæresi fra de forskellige talerstole, søgte tilflugt for i stilhed at blive og Bucer), som ikke havde knyttet sig definitivt til hverken Wittenberg eller Zürich, selv om deres forbindelse til Zwingli og de schweiziske reformatorer var de tætteste. Capito håbede at det kunne lykkes at forblive forbundet til begge, og således at blive redskaber til lykkeligere forbindelser mellem dem. Han havde heller ikke ”fundet sine ben” i dåbsspørgsmålet, og havde venskabelige forbindelser til mange af brødrene. Tilstedeværelsen blandt brødrene af nogle ekstremistiske mænd, som de ikke havde klaret at skaffe sig af med, skadede deres indflydelse, og afholdt nogle fra at komme iblandt dem, selv om de ellers ville have gjort

og Bucer), som ikke havde knyttet sig definitivt til hverken Wittenberg eller Zürich, selv om deres forbindelse til Zwingli og de schweiziske reformatorer var de tætteste. Capito håbede at det kunne lykkes at forblive forbundet til begge, og således at blive redskaber til lykkeligere forbindelser mellem dem. Han havde heller ikke ”fundet sine ben” i dåbsspørgsmålet, og havde venskabelige forbindelser til mange af brødrene. Tilstedeværelsen blandt brødrene af nogle ekstremistiske mænd, som de ikke havde klaret at skaffe sig af med, skadede deres indflydelse, og afholdt nogle fra at komme iblandt dem, selv om de ellers ville have gjort det. Zwinglis indførelse af dødsstraf for at være uenig med ham i læremæssige spørgsmål svækkede hans indflydelse på Capito. Da Denk ankom var forholdene sådanne, og brødrene så talrige og indflydelsesrige at det så ud til at de kunne blive dominerende i byens åndelige liv. Denk fik hurtigt et nært forhold til Capito. Hans gudfrygtighed, dygtighed og personlige charme gjorde at mange var tiltrukket af ham, som en troværdig leder. Ikke bare baptisterne, men mange andre, som var usikre på hvordan de skulle stille sig under sådanne forvirrende omstændigheder. Bucer betragtede disse ting med uro. Han vurderede at der ingen fremtid var for dem der ikke havde de civile myndigheders støtte. Sammen med Zwingli udnyttede han byrådets frygt så effektivt at Denk bare få uger efter sin ankomst fik ordre på at forlade byen. Hans sympatisører var så mange at de sikkert kunne have forhindret det, men baseret på det princip han altid holdt sig til om at underkaste sig offentlige autoriteter, forlod han byen i 1526.

 

Under mange farer vandrede Denk fra sted til sted. I Worms var der en stor menighed. Han blev der en tid, og fik oversættelsen af profeterne, som han og Ludwig Hetzer havde lavet i 1527 trykt. I løbet af 3 år blev der trykt 13 oplag af denne oversættelse. Den første udgave måtte trykkes 5 gange, og året efter yderligere 6 gange. Augsburg udgaven blev genoptrykt 5 gange på 9 måneder. Kort derefter indtog Denk en ledende stilling i en konference i Augsburgfor brødre fra mange distrikter. Her modsatte han sig nogle, som ønskede at modsætte sig den voksende forfølgelse, ved magtanvendelse. Denne konference blev senere kaldt martyrernes konference, fordi så mange af dem senere blev henrettet. Idet han nåede Basel med et nedbrudt helbred (på grund af den megen vandren omkring, og den konstante mangel han måtte udholde) kom han i forbindelse med sin gamle ven reformeren Hausschein, som blev kaldt Ecolampadius, som så at Denk var døende, og han sørgede så for et sikkert og stille sted for ham. På dette sted døde han, og skrev kort før sin død: ” Hjemløsheden er hård og pinefuld for mig, men det, der piner mig mest er at min

indsats har givet så lidt resultat, og båret så lidt frugt. Gud ved at jeg ikke værdsætter anden frugt end at rigtig mange vil prise og herliggøre min herre Jesu Kristi far med ét hjerte og sind. Det hvad enten de er omskårne eller døbte, eller ingen af delene, for jeg tænker helt anderledes end dem, der binder guds rige for meget til ceremonier, og jordiske elementer, hvad det så end måtte være.

I en tid, hvor tolerance stort set ikke blev praktiseret sagde han: ”I trosspørgsmål bør alt være frit, villigt, og ud af overbevisning”.

Mit syn på behandlingen af Denk:

Lutheranerne i Nürnberg valgte at prioritere politisk fordragelighed

højere end Denks ret til at give udtryk for sin forståelse af evangeliet

Du kan komme videre til resten af artiklen ved at klikke her