FORVENTER GUD NOGET AF OS

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

FORVENTER GUD NOGET AF OS?

Jeg er vokset op i et meget trygt hjem, med en streng og kærlig far, der altid var der til at ”redde kastanjerne ud ad af ilden for mig”. Samtidig var det sådan at jeg selv om jeg ikke var særlig intelligent, så havde jeg let ved skolen og en række andre ting (jeg klarede uden særlig indsats ting, som mange af mine kammerater skulle knokle for, og resultatet blev da også at de blev dygtigere end jeg, der ”skøjtede let hen over det hele”). Om det var derfor, det ved jeg ikke, men jeg blev i hvert fald et menneske, som havde nemt ved at tage det gode liv for givet, og så flyttede jeg til København i 1969 for at påbegynde mine studier og kom til at bo ”et stenkast” fra LM’s højborg i København (Nansensgade 13) Her mødte jeg en flok unge, hvoraf nogle allerede var i gang på DTH, som var stedet, hvor jeg stod og skulle påbegynde mine studier, og naturligt nok blev Nansensgade og KFS det sted, hvor jeg endte med at indtage min åndelige føde. Her var en central del af budskabet/læren at John. 6,28-29 lærer os at den eneste gerninge Gud forventer af os er at vi tror på Jesus, og at kaster vi os ud i at gøre gode gerninger,som de gerninger, Jakob slår til lyd for i Jakobs brev (et skrift Luther ikke mente burde have været kanoniseret), så bliver det til lovgerninger vi gør for at frelse os selv i egen kraft, hvorved vi dyrker vor kødlige natur, som ønsker at frelse sig selv igennem selvretfærdiggørelse. Den lære stemte ikke med det jeg så i mig selv, for jeg var og havde altid syntes at det var skønt at frelsen er en fri gave, som jeg bare skulle tage imod, idet det tiltalte min magelighed. Alligevel begyndte dogmatikken i LM og KFS at fylde så meget i min hjerne at jeg begyndte at tro det, selv om jeg i mit hjerte vidste at det ikke er den absolutte sandhed: Den kødlige natur er sådan indrettet, at man gerne vil have forvisning om en frelse, der ikke stiller krav, Der er nu gået godt og vel 40 år siden den tid, og jeg er blevet voksen og har fået evnen til at læse Guds ord uden hele tiden at skulle tilrette det jeg læser til den dogmatik jeg fik ind i hovedet den gang, og jeg har fået øje for at Guds ord er det jeg vil kalde et afbalanceret budskab.

Gud siger til os alle igennem Paulus: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« samtidig ser vi at Gud igen og igen stiller betingelser for at række sin hjælp til os. Jeg vil give nogle få eksempler:

 

 

1 Mal. 2,10: Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve,

om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre

Israelitterne skulle tage 10 % af førstegrøden og bringe den til Guds hus De skulle altså tage 10 % af den sæd, der skulle sikre dem fremtidig høstudbytte og give det til Gud i tillid til at Han holdt sine løfter

 

2 Gud kaldte Abraham fra Ur i kaldæa, og sagde til ham at Han ville gøre ham til far for mange folkeslag, men først skulle han drage ud fra sin hjemstavn til et land, som Gud derefter ville vise ham.

Senere bad Gud ham om at ofre Isak, som skulle være den søn hvorigennem han skulle blive et stort folk

 

3 Da israelitterne ikke stolede på Guds evne til at give dem Kanaan på trods af kæmperne, der levede dér i landet, så straffede Gud for deres mistillid dem og lod dem alle dø i ørkenen, så kun Josef (der stolede) på Gud fik lov til at komme ind i landet

 

4 Ef. 2,8-10: For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

 

 

Slutbetragtninger:

Gud er trofast selv om vi alle svigter Ham. Da israelitterne ikke stolede på Hans evne til at give dem Kanaan blev Han vred og lod alle tvivlerne dø i ørkenen uden de fik set det forjættede land, men løftet til Abraham stod fast, og det ser vi resultatet af den dag i dag (Israel er igen et land, som flyder med mælk og honning, og vi ser endetidsprofetierne om Israel gå i opfyldelse i en "lind strøm") .

Frelsen er helt og holdent en gave! Ja det er den, men den er givet – ikke bare for at vi skal entre ind i Guds rige, men også fordi vi derved er skabt i Jesus Kristus til gode gerninger, så derfor kan vi sige om vore menigheder at de ikke blot skal være rekreeringscentre for gode mennesker, men hospitaler for syndere, og steder, hvor dårligt stillede mennesker, som ikke har ”haft held i sprøjten” møder ægte barmhjertighed, og menighederne skal ikke bare være lukkede enklaver, men kraftcentre, som rækker ud til samfundet med disse ting.

I luthersk forkyndelse har jeg ofte mødt påstanden: Jesus siger at vi ER salt, så vi skal ikke anstrenge os for at være salt, men bare tro på Jesus, for så er vi automatisk salt, men man negligerer så det Jesus siger lige umiddelbart i fortsættelse af denne udtalelse: "Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker". Det er altså muligt at være salt, der har mistet sin kraft! Hvordan mister vi kristne vor kraft? Jo, Jesus skrev til menigheden i Efesos Åb. 2,4-5: Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.

En sand forkyndelse er efter min mening afbalanceret.

Hvad mener jeg med afbalanceret?

Jo, budskabet om at alle naturlige mennesker er syndere, som har mistet herligheden fra Gud, og at de kan finde frelse et sted, og et sted alene, nemlig i troen på at Jesus har båret straffen for hele menneskeheden, og derved her åbnet vejen til Guds rige for enhver, der vil tro det (Den vej kan bedst beskrives med ordet nåde). Det budskab skal altid være til stede i forkyndelsen, men for at gøre forkyndelsen afbalanceret skal der samtidig undervises i de frugter, som proklamerer at her står vi over for et menneske, som er født af Gud. Lad mig i den forbindelse citere Gal. 5,22-25: Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.