DENNE FORDØMTE RELIGIØSITET

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

DENNE FORDØMTE RELIGIØSITET

 

 

Religiøsitet er en grundskade, som er indbygget i det naturlige menneskes natur. Religiøsiteten er en fordømt ting, fordi den ofte ligner sand gudsdyrkelse, men i virkeligheden erstatter et personligt gudsforhold med døde religiøse handlinger.

Selv de gode ting Gud har indstiftet, for at opbygge et personligt forhold til mennesker formår det faldne menneske at vende til religiøsitet.

 

Jeg vil her citere et par skriftsteder, der demonstrerer dette:

 

 

Der er for eksempel Es, 1, 11: Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger Herren.Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have.

 

Og så er der jo også Jer. 6,20-21: Hvad skal jeg med røgelse fra Saba, med den gode kalmus fra et fjernt land? Jeres brændofre tager jeg ikke imod, jeres slagtofre er mig ikke til behag. Derfor siger Herren: Jeg lægger hindringer for dette folk, og dem skal de snuble over; fædre og sønner nabo og næste skal omkomme.

 

 

Gud havde selv (i Moseloven/toraen) befalet at det jødiske folk skulle bringe slagtofre og røgelsesofre, men nu (mange hundrede år efter denne befaling) siger Han til folket at Han ikke kan holde det ud længere, hvordan kunne det være? Jo, som understreget igen og igen her på hjemmesiden: ”summen af Guds ord er sandhed”.

 

Vi kan derfor finde forklaringen i Guds ord, og den finder vi i et par andre skriftsteder:

 

 

Hos. 6,4-6: Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim, hvad skal jeg gøre med dig, Juda? Jeres troskab er som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug. Derfor hugger jeg dem ned ved profeterne, dræber dem med min munds ord. Min dom bryder frem som lyset. Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.

 

Gud ønsker hjertets troskab, og ikke religiøsitet, Gud sidestiller her troskab med kundskab om Gud, og det uddybes i

Hos. 4,4-6: det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet undskaben, forkaster jeg dig som min præst; fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner 1.

 

 

Kundskab om Gud får vi altså når vi lader os belære af Gud, og belæringen får vi igennem Hans ord (ikke bare ved at læse et vist antal kapitler hver dag, men ved at nærstudere Bibelen).

 

Jøderne udviklede sig til at være et meget religiøst folk, derved at de troede at frelsen lå i at overholde spiseforskrifter, højtider og ofringer – Dejligt at kunne frelse sig selv ved overholdelse af visse religiøse ritualer! Deres store religiøsitet beviste sig selv efter at Romerne havde brændt og fuldstændig destrueret templet (sten, for sten), for nu kunne de ikke længere dyrke deres religion, som krævede ofringer i templet. De valgte så (drevet af deres religiøse natur at konstruere en ny religion (talmudisk judaisme), som de kunne efterleve,

men Guds plan med den nye pagt var at fjerne al religiøsitet ved at skrive sin lov på menneskers hjerter ser vi i

Jer. 31,31-34: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

 

 

Allerede i urkirken stak religiøsiteten dog sit hæslige hoved frem:

Med undskyldning i at man måtte sørge for en ensartet ”sand” lære i alle de frie kirker, der skød op rundt omkring i Lilleasien, og helt over til Kina, indsatte man biskopper til at styre det, man kaldte den katolske (læs: almindelige) kirke 2, og disse biskopper tilranede sig ved politiske magthaveres hjælp større og større magt.

Igen engang viste religiøsitet sig at være et perfekt magtmiddel: Man opfandt begrebet sakramente (helliggørelsemiddel), som nødvendig for frelsen. Noget, som kun kirken kunne administrere (via præsteskabet). Selvfølgelig skulle det forsvares bibelsk, og man udråbte så både dåben og nadveren til at være sakramenter. Nadver er dog ikke et ord vi har fra

Bibelen. Personligt foretrækker jeg det engelske udtryk ”last supper” (sidste påskemåltid) Siden den katolske kirke indførte disse sakramenter har tusinder og atter tusinder evangeliske kristne måttet bøde med deres liv for den katolske kirkes hånd fordi de har holdt sig til Bibelens lære om dette. Desværre afskaffede reformationen ikke sakramenternes religiøsitet. De reformerte ser ret på nadveren, og kalder det slet og ret et mindemåltid (hvilket der er), men de reformerte i schweiz fik på den anden sidemange druknet, fordi de valgte troens dåb. Luther holdt fast i at vi rent faktisk spiser Jesus i nadveren ( ikke, som i den katolske kirke med deres transsubstantion, men via konsubstantion 3 , så religiøsiteten (døde religiøse handlinger) lever i bedste velgående, og den ældgamle hedenske skik med at spise sin gud (for eksempel kendt fra ægypternes dyrkelse af solguden Ra) har derved fået en ”kristen” pendant 4. Er de, der udøver disse ting ikke nidkære i deres gudsdyrkelse? Jo mange er, men jøderne var også nidkære i deres gudsdyrkelse skriver Paulus iRom. 10,2:

For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand.

 

Nidkærhed alene frelser os ikke – kun et personligt gudsforhold funderet på kundskab om Gud og betingelsesløs tillid til Guds ord!

 

 

Slutbemærkning

Du vil måske nu anklage mig for kun at undervise ud fra Den gamle pagts ord (Det Gamle Testamente).

Her vil jeg så minde om ordene i Rom. 15,4: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Og også ordene i 1. Kor. 10,11: Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.

 

 

og så vil jeg anbefale dig at lytte til Jacobs undervisning om oksens styrke ved at klikke her.

 

I hvert fald vil jeg stærkt opfordre til alene at bygge på Guds ord, som er Kristus/Klippen, og ikke på menneskelære, og vær ikke bange for at se kritisk på traditionerne, for Jesus sagde til de nidkære jøder i Matt. 15, 3-9: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings (traditions) skyld? For Gud har sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹ Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! Så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.«

 

Du må sikre dig at du ikke dyrker Gud forgæves, som de nidkære jøder gjorde: Bedøm traditionerne/overleveringerne grundigt i lyset af Guds ord.

 

 

1 Glemmer vi Guds belæring glemmer Han vore børn!:

Risikoen for at vore børn ikke ”kommer med på vejen” stiger proportionalt med at vi søger visdom andre

steder end i Guds ord.

 

 

2 Den katolske kirke vi kender i dag opstod dog først i og med at kejser Konstantin gjorde kristendommen til

statsreligion og overdrog biskoppen i Rom alle sine besiddelser og al sin magt.

 

 

3 Luther hævdede at brødet og vinen på en og samme gang er brød og vin, og Kristi legeme.

Jeg kender en cand. Mag. i fysik, der detegner sig selv, som betonlutheraner. Han er imponeret over

Luthers forudseenhed (at Luther forudså det fænomen vi i dag har opdaget omkring lys, nemlig at lys

både kan måles, som svingninger/bølger, og som partikler,så det viser efter hans opfattelse a brødet kan være 2 ting på én gang

og så vælger han ellers at se fuldstændig

bort fra Jesu undervisning i Johs. Kap. 6 om det at spise Hans kød og blod:

At Hans kød og blod er Guds ord, og at det at spise det, er at tro det!

 

4 Jeg har peget på nadveren, som en form for religiøsitet, men religiøsiteten kan iklædes helt andre ”klædninger”.

Foreksempel lægges der i visse kredse pres på folk for at manifestere visse af nådegaverne,

som er omtalt i 1. Kor. Kap. 12. Blandt disse er tungetalen den mest populære, for den er nem at efterligne.