BORTRYKKELSENS TIMING

EGNE ARTIKLER

FØRSTE SAMLING

OM BORTRYKKELSENS TIMING

 

 

Jeg vil indlede med at sige at jeg ikke er særlig dogmatisk omkring min forståelse af dette emne. Ret forståelse af endetidsprofetierne er ikke afgørende for et menneskes frelse hvis vedkommende sover ind inden bortrykkelsen, men for dem der lever i tidsperioden lige op til Jesu anden komme kan det få afgørende betydning på den måde at det kan gøre forskellen på om man holder ud til enden eller ej. Derfor vil jeg opfordre enhver til ved Bibelens og Helligåndens vejledning at finde den rette forståelse af disse ting.

 

Jeg vil tillade mig at gå ud fra at læserne af hjemmesiden her forstår og accepterer at der kommer et tidspunkt hvor Jesus i ét nu vil tage alle dem op til sig, der enten lever i en sand tro på Ham, eller er hensovede i en sand tro (det er det vi populært kalder bortrykkelsen) , sådan som det er beskrevet i 1. Tess. 4,13-18.

 

Det store spørgsmål for mange er: Hvornår vil det ske?

 

Amerikanerne elsker jo forkortelser, og det engelske ord for trængsel (tribulation) gider de ikke at uftale fuldt ud, så de beskriver 3 forskellige syn på bortrykkelsens tidspunkt således (Udtryk, der også efterhånden bruges meget her i Europa):

 

 

1. Pretrib:

 

at alle genfødte bliver bortrykket inden trængslen i endetiden.

 

at der kommer en trængselstid kan vi se af flere udtalelser i Bibelen, for eksempel

 

Daniel i Dan. 12,1-3: På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid,

som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til.

På den tid skal dit folk blive reddet alle der er indskrevet i bogen. Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne,

nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans,

og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

 

Jesus i Matt. 24,15-22: Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

 

 

2. Midtrib:

 

at bortrykkelsen sker præcis midt i trængselsperioden,

 

Både "pretribbere" og "midtribbere! ser på trængselsperioden som værende e 7 år (den 70. åruge i Daniels syn om de 70 åruger (Dan. 9,24- 27)), men negligerer så at både Daniel og Åbenbaringsbogen sætter den til at vare 3,5 år [ 42 måneder, 2 tider og en tid og en halv tid og 1290 dage (3,5 år efter månekalendren)], og at der i realtieten tales om "den store trængsel", som en kort periode inde i trængselsperioden. En kort periode, med så stor trængsel at den bliver afkortet (aborteret, står der egentlig for de udvalgtes skyld

 

 

 

3. Posttrib:

 

at bortrykkelsen først finder sted efter trængselen

 

 

Pretrib synspunktet er vel det mest udbredte, men hvorfor er Pretrib det blevet så udbredt?

 

Jo, Pretrib synspunktet stammer hovedsageligt fra en skotsk kvinde, der som 18 årig under lidt suspekte omstændigheder fik et syn (en åbenbaring) om at Jesus vil komme igen 2 gange:

 

 

Første gang kommer Han i skyen for at hente sin menighed, og

 

 

Anden gang kommer Han til jorden for at dømme de tilbageblevne. De forkynder altså at Jesus kommer til jorden, ialt 3 gange (første gang, da Han lod sig korsfæste, og så yderligere 2 gange ude i fremtiden).

 

 

Den Amerikanske prædikant C. I. Scofield antog denne kvindes åbenbaring, som værende sand og fra Gud, og indarbejdede den i sin Scofield reference Bible, som opnåede enorm popularitet i USA og kom til at ligge i næsten alle hjem. Den er opbygget således at Scofields kommentarer til teksten står i marginen på hver side af Bibelen, som er den gamle King James 1611 oversættelse, hvis flere hundrede år gamle engelsk mange havde/har svært ved at forstå. Derved kom hans udlægning i moderne engelsk til at veje overordentlig tungt, og rigtig mange tror derfor at pretrib tanken står klart beskrevet i Bibelen., men selv fremtrædende teologer, som er tilhængere at pretribtanken opgiver at påvise klare Bibelske tekster til understøttelse af den tanke.

 

 

Satan er jo en tyv, og tyven ønsker ikke at husets herre er årvågen og parat, når tyven kommer, så Satan ønsker at lulle de kristne i søvn med et "ørekildrende"budskab om at vi er bortrykket inden trængselen begynder, eller, som Paulus advarer om i 1. Tess. 5,3: Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.

 

 

Daniel er jo utvivlsomt den af Bibelens profeter, der mest fyldestgørende og detaljeret har fået åbenbaring om endetiden, og begivenhederne, der fører op til endetiden. Så lad os læse, hvad han skriver i Dan. 7,2-27:

 

I mit nattesyn så jeg, at himlens fire vinde bragte det store hav i oprør, og fire store dyr steg op af havet, det ene forskelligt fra det andet. Det første var som en løve, og det havde ørnevinger. Mens jeg så på det, blev dets vin -ger revet af, det blev løftet op fra jorden og stillet på to fødder som et menneske, og det fik et menneskehjerte. Det andet dyr lignede en bjørn. Det blev rejst halvt op, og i sit gab holdt det tre ribben mellem tænderne; så blev der sagt til det: »Rejs dig, og æd meget kød!« Derefter så jeg endnu et dyr; det så ud som en panter. Det havde fire fuglevinger på ryggen, og dyret havde fire hoveder, og det fik overdraget magt. Derefter så jeg i nattesynet et fjerde dyr. Det var frygteligt, rædselsvækkende og meget stærkt; det havde store jerntænder, det åd og knuste alt og trådte det, der var tilbage, ned med fødderne. Det var forskelligt fra alle de andre dyr, og det havde ti horn. Mens jeg så nøje på hornene, voksede der endnu et horn, et lille et, frem mellem de andre. Tre af de andre horn blev revet af, så det kunne få plads. Og se, dette horn havde øjne som et menneske og en mund, der talte store ord. Da så jeg dette: Troner blev stillet frem, og en gammel af dage tog sæde; hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld. Hans trone var flammer af ild, dens hjul var luende ild. En flod af ild strømmede frem og løb ud foran ham. Tusind, ja tusinder tjente ham ti tusind, ja titusinder stod foran ham. Retten blev sat, bøgerne blev åbnet. Derpå så jeg dette: Jeg så, at dyret blev dræbt på grund af de store ord, som hornet talte; dets krop blev tilintetgjort og overgivet til den flammende ild. Herredømmet blev også taget fra de andre dyr, og deres levetid blev begrænset til en fastsat tid. I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn;

han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde. Jeg, Daniel, blev grebet af uro over dette, og de syner, der gik gennem mit hoved, slog mig med rædsel. Jeg gik hen til en af dem, som stod der, og bad ham om den rette forklaring på alt dette; han gav mig tydningen:

At der er fire store dyr, betyder, at fire konger skal komme op af jorden, men den Højestes hellige skal overtage kongedømmet, og de skal beholde det i evighed og i evighedernes evighed.

Så ønskede jeg at få den rette forklaring på det fjerde dyr, som var forskelligt fra alle de andre, det meget frygtelige, som havde jerntænder og kobberkløer, og som åd og knuste alt og trådte det, der var tilbage, ned med fødderne, og forklaringen på de ti horn, det havde på hovedet, og på det nye horn, der voksede frem, mens tre andre faldt af, så det kunne få plads, det horn, der havde øjne og en mund, der talte store ord, og som så større ud end de andre.

Mens jeg så på det, havde dette horn ført krig mod de hellige og besejret dem, indtil den gamle af dage var kommet, og dommen var blevet fældet til fordel for den Højestes hellige, og den tid kom, da de hellige overtog kongedømmet. Således sagde han:

Det fjerde dyr betyder, at et fjerde kongerige vil opstå på jorden. Det skal være forskelligt fra alle de andre kongeriger, opæde hele jorden, søndertrampe den og knuse den. De ti horn betyder, at fra dette kongerige skal fremstå ti konger. Efter dem skal der fremstå en anden, der er forskellig fra de tidligere, og han skal bringe tre konger til fald. Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige. Han tragter efter at ændre tider og lov, og de skal gives i hans magt én tid, to tider og en halv tid. Så bliver dommen fældet, og herredømmet bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort. Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.

 

 

Det er klart at profetien citeret her ovenfor peger på de 4 generaler, der tog over efter Alexander den store, og delte hans rige imellem sig da han døde. Antiokus den 3. (også kaldt Antiokus den store) overtog Babylon. Det fjerde dyr er alle enige om beskriver Antiokus den 4. Epifanes (Epifanes betyder gud og var et navn han selv tog sig). Han var søn af Antiokus den 3. og blev af sine egne kaldt "Antiokus den gale". Han vanærede templet i Jerusalem i år 168 før Kristus ved at opsætte en gudestatue af Zeus (forestillende ham selv) og ofre svin til den (Både Jesus og Daniel omtaler dette , som ødelæggelsens Vederstyggelighed) , men profetien er ikke bare om ham, han er klart et billede på den kommende Antikrist, da Jesus taler om vederstyggelighedens vederstyggelighed både som en fortidig og en fremtidig begivenhed i Matt. 24,3-15.

Vi kan derved forstå at Antikrist skal få magt til at overvinde de hellige, som bliver svigtet af de mange, der har sluttet sig til dem på skrømt (altså, som kun er navnekristne). Gud tillader denne forfølgelse af kirken lige inden bortrykkelsen for at lutre den, og rense den for de falske kristne (se forklaringen længere fremme efter det næste bibelcitat).

 

 

Dan 11,9- 12,13 lyder således (husk: Der er ingen kapitelopdeling i originalskrifterne):

 

Da Nordens konge vil trænge ind i Sydens konges rige, må han vende tilbage til sit eget land. Hans søn ruster sig til krig, samler store troppestyrker og rykker frem som en stormflod; han ruster sig igen mod Sydens konges fæstninger, men Sydens konge bliver rasende og drager ud for at føre krig mod Nordens konge, som opstiller en stor hær, men den falder i hans magt. Når hæren er tilintetgjort, bliver Sydens konge hovmodig; han fælder titusinder, men er ikke stærk nok. Nordens konge opstiller igen en hær, større end den første, og efter nogen tid rykker han frem med sin store hær og et vældigt tros. På den tid gør mange modstand mod Sydens konge, og voldsmænd inden for dit eget folk vil rejse sig for at virkeliggøre et syn, men det vil mislykkes for dem. Derpå rykker Nordens konge frem, kaster en vold op og indtager en befæstet by. Sydens styrker kan ikke holde stand; de udvalgte tropper formår ikke at holde stand. Den, der rykker frem imod dem, kan gøre, hvad han finder for godt, da ingen kan holde stand imod ham. Han får fodfæste i det herlige land og bringer ødelæggelse med sig. Han sætter sig for at få hele fjendens rige i sin magt; han indgår forlig med ham og giver ham en datter af en af sine hustruer for at ødelægge riget. Men det kan ikke gennemføres, og det lykkes ikke for ham. Så vender han sig mod de fjerne øer og erobrer mange af dem. Men en hærfører gør ende på hans spot, sådan at han ikke kan gentage sin spot imod ham. Han vil trække sig tilbage til sine fæstninger i sit eget land, men det mislykkes, og han falder og forsvinder. I hans sted fremstår en, der sender sin skatteopkræver til den prægtigste del af riget. Efter kort tid bliver han knust, men det skyldes hverken Guds vrede eller krig. I hans sted fremstår en usling, som man nægter kongeværdigheden. Men han kommer under foregivelse af fred og bemægtiger sig riget med list. Hærstyrker skylles fuldstændig bort foran ham; de bliver knust, og det samme sker med pagtsfyrsten. Han bedrager dem, han har sluttet forbund med, og rykker frem med få folk og tager magten. Under foregivelse af fred drager han ind i provinsens frugtbareste egne og gør, hvad hverken hans fædre eller hans fædres fædre ville have gjort. Han strør om sig med rov, ran og krigsbytte, og han planlægger angreb mod fæstninger, men det varer kun en tid. Så samler han kraft og mod til at gå mod Sydens konge med en stor hær; Sydens konge ruster sig også til krigen med en stor og overmåde stærk hær. Men han kan ikke holde stand, for de, der spiser ved hans taffel, lægger planer imod ham. De knuser ham, hans hær bliver skyllet bort, og mange ligger dræbt. Begge kongerne har ondt i sinde, og de lyver, mens de sidder ved samme bord. Intet lykkes dog, for enden kommer først til den fastsatte tid. Da han skal tilbage til sit eget land med stort krigsbytte, har han ondt i sinde mod den hellige pagt og bringer det til udførelse. Derefter vender han tilbage til sit land.

 

 

Til den fastsatte tid trænger han igen ind i Sydens land; men denne gang går det ikke som før: Kittæiske skibe kommer imod ham, han taber modet, vender om, retter sin vrede mod den hellige pagt og bringer den til udførelse. Før han vender tilbage, mærker han sig dem, der har svigtet den hellige pagt. Nogle af hans hærstyrker tager opstilling og vanhelliger helligdommen, den faste borg; de afskaffer det daglige offer og opstiller Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Dem, der har handlet ugudeligt mod pagten, bringer han til frafald med smiger. Men det folk, der kender sin Gud, står fast i ord og gerning. De indsigtsfulde i folket bringer mange til at forstå det, selv om de en tid bliver offer for sværd, flammer, fangenskab og rov. Og når de bliver det, får de kun lidt hjælp, for mange har sluttet sig til dem på skrømt. De indsigtsfulde bliver ofre, for at de kan blive prøvet, lutret og renset, før endetiden kommer. For den kommer først til den fastsatte tid.

 

Kongen gør, hvad han finder for godt; han ophøjer sig og gør sig stor over for enhver gud. Og mod gudernes Gud udtaler han de forunderligste ting. Han har lykken med sig, indtil vreden er forbi; for hvad der er besluttet, vil ske. Sine fædres guder giver han ikke agt på, ej heller kvindernes yndlingsgud eller nogen gud overhovedet; men han gør sig stor over for dem alle. I stedet ærer han Fæstningernes Gud; en gud, hans fædre ikke kendte, ærer han med guld, sølv, ædelstene og kostbarheder. En fremmed guds folk gør han til forsvarere for sine fæstninger, og dem, han anerkender, overøser han med æresbevisninger, giver dem herredømme over mange og tildeler dem jord som belønning. I endetiden tørner Sydens konge sammen med ham. Men Nordens konge stormer løs på ham med vogne, ryttere og mange skibe. Han trænger ind i landene som en stormflod. Så når han til det herlige land, og titusinder falder. Men Edom, Moab og de ypperste af ammonitterne undslipper hans magt. Derimod slipper Egypten ikke, når han rækker sin hånd ud mod landene. Han kommer til at råde over skattene af guld, sølv og alle slags kostbarheder i Egypten, og libyere og nubiere må følge ham. Men rygter fra øst og nord forfærder ham, og i stor vrede drager han af sted for at udrydde og lægge band på mange. Han opslår sine paladstelte mellem havet og det herlige, hellige bjerg. Men han går mod sin ende, og ingen kommer ham til hjælp. På den tid fremstår Mikael, den store fyrste, der står ved dit folks side. Det bliver en trængselstid, som der ikke har været magen til, så længe folkeslag har været til. På den tid skal dit folk blive reddet, alle der er indskrevet i bogen. Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid. Og du, Daniel, skal holde ordene skjult og forsegle bogen til endetiden. Mange skal flakke om, men kundskaben skal blive stor. Jeg, Daniel, så to andre mænd stå ved floden, én på hver bred. Den ene spurgte manden, der var iført en linneddragt, og som svævede over flodens vand: »Hvor længe varer det, før disse underfulde begivenheder får ende?« Så hørte jeg manden, der var iført en linneddragt, og som svævede over flodens vand, sværge ved ham, som lever evigt, idet han løftede begge hænder mod himlen: »Én tid, to tider og en halv tid! Når det hellige folks magt ikke længere bliver knust, hører det alt sammen op.« Jeg hørte det, men forstod det ikke, og jeg spurgte: »Herre, hvad skal dette ende med?« Han svarede: »Gå bort, Daniel, ordene holdes skjult og er forseglet til endetiden. Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår. Fra den tid det daglige offer bliver afskaffet og Ødelæggelsens Vederstyggelighed opstillet, går der 1290 dage. Lykkelig den, der holder ud og oplever 1335 dage. Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende!«

 

 

Det er,som nævnt tydeligt (set i historiens lys) at Dan. 11,9-45 beskriver magtkampen imellem Alexander den stores generaler og deres familier frem til Antiokus 4. Epifanes om at få magten over det imperium Alexander havde opbygget

 

 

At mange af de hensovede skal vågne op, nogle til evigt liv korresponderer perfekt med 1. Tess. 4,16-18: For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.

 

Vi læser desuden ”Mange skal blive lutret, renset og prøvet. De ugudelige handler ugudeligt og forstår intet, men de indsigtsfulde forstår”

 

Gud renser sin Kirke i endetiden ved at lade den opleve en tid under Antikrists forfølgelse (den store trængsel), i den tid er det særligt vigtigt at være indsigtsfuld (fostå Guds ord) for at holde ud til enden og leve evigt. De ugudelige (dem, som har sluttet sig til de hellige på skrømt) vil blive afsløret og skilt ud fra det sande fællesskab, disse vil, som Jesus advarer om i Matt. 24,10 udlevere de sande troende til forfølgelse.

 

Umiddelbart derefter kommer Jesus anden gang ( første gang var for 2000 år siden)og i én kontinuerlig handling bortrykker Han dem, der er indskrevet i bogen (dem, der har holdt ud til enden (de 1335 dage)), og dømmer og destruerer umiddelbart derefter Antikrists rige. De sande troende bliver altså bortrykket lige inden Guds vrede rammer jorden, for de sande kristne er ikke bestemt for Guds vrede, som der står i 1. Tess. 5,9:For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus,

 

Vi kan ikke sætte årstal på hvornår bortrykkelsen finder sted, men vi kan placere den i begivenhedernes rækkefølge, og profetierne om det er givet os for at vi skal være beredte, så det ikke går os, som de 5 tåbelige brudepiger, som ikke blev lukket ind til bryllupsfesten.

 

 

Hvad er så min forståelse af hvornår bortrykkelsen vil finde sted?

 

Baseret på de skriftsteder, der er citeret her ovenfor og mine bemærkninger dertil ser jeg det således:

 

Kirken i endetiden vil opleve en intens forfølgelse (den store trængsel) i en kort periode, for vi læser i Matt. 24,22: Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

 

Den store trængsel er en kort periode inde midt i endetidens trængsel. Den bliver afkortet ved at Jesus kommer i skyen for at bekæmpe og besejre dem, der forfølger de sande troende, og i samme nu bortrykker han de sande troende, men, som sagt i indledningen: Lyt ikke ukritisk til mig, men studer selv Bibelen og find under bøn ved Helligåndens hjælp frem til din egen forståelse. Sådan vil jeg opfordre dig til altid at gøre under alle forhold uanset hvem du lytter til.